Gaskrise kan gemme på uventet kæmperegning til danske virksomheder
Lukker Gazprom for gassen til EU, vil det efterlade en række af Danmarks største virksomheder med en urimelig regning, lyder det fra DI og Landbrug & Fødevarer.
En højeksplosiv europæisk gaskrise kan udløse en uventet kæmperegning til danske skatteydere.
Mangel på gas vil nemlig betyde, at en lang række af Danmarks største industrikoncerner – såkaldte ikke-beskyttede gaskunder – med 72 timers varsel kan blive tvunget af gasnettet for at sikre tilstrækkelig med gas til bl.a. private husstande, fjernvarmeværker og hospitaler.
»Ikke-beskyttede kunder er ikke garanteret at få dækket deres gasbehov, hvis der indtræder en alvorlig forsyningskrise, og kriseniveauet ’Emergency’ erklæres i det danske gassystem,« fremgår det af myndighedernes nødplaner.
De ikke-beskyttede gaskunder tæller 63 virksomheder – heriblandt milliardkoncernerne Arla, Carlsberg, Novo Nordisk, Danish Crown og Royal Unibrew. Og de vil alle blive ramt mærkbart på indtjeningen, hvis de får lukket for gasforsyningen, lyder kritikken.
Ifølge Landbrug & Fødevarer bør et stop for gassen derfor udløse økonomisk hjælp, så ramte virksomheder kan skifte til andre energikilder.
»Hvis det ikke er muligt hurtigt at finde alternativer, så skal der tages hensyn enten i form af en bredere prioritering af gaskunder eller en form for kompensation,« siger adm. direktør Flemming Nør-Pedersen.
I DI Energi ser branchedirektør Troels Ranis kompensation som en naturlig ting, der står på spring.
»Det kan koste millioner af kroner for den virksomhed, der må lukke produktionen ned. Ud over de direkte omkostninger bryder virksomheden også indgåede kundekontrakter,« siger Troels Ranis.
Den lille rabat, som virksomhederne har fået gennem årene, står på ingen måde mål med de økonomiske konsekvenser af et stop for gasforsyningen.
Det gælder også, selv om de 63 virksomheder får en gasrabat, fordi de er placeret på den særlige liste.
»Men den lille rabat, som virksomhederne har fået gennem årene, står på ingen måde mål med de økonomiske konsekvenser af et stop for gasforsyningen,« siger Troels Ranis.
Erhvervslivets opråb kommer, efter at russiske Gazprom har lukket for gassen til Polen og Bulgarien. Lukningen forklares af gasgiganten med, at de to lande ikke vil betale for naturgas i rubler.
Samme krav har Gazprom stillet til virksomheder i andre EU-lande. Det gælder også Ørsted, der fastholder, at selskabets Gazprom-kontrakter dikterer betaling i euro og dollars.
Energistyrelsen oplyser til Finans, at nødplanerne for gasmarkedet ikke opererer med en indbygget ret til erstatning, hvis ikke-beskyttede virksomheder får lukket for gassen.