Russisk magnat kritiserede Putin: Nu frygter han for sit liv
Russisk matador, som er en del af dansk cykelhistorie, har oplevet hård gengældelse efter at have rejst kritik af Ukrainekrigen
Det kan være farligt at ytre sine holdninger på sociale medier. Det erfarede den russiske finansfyrste Oleg Y. Tinkov på den hårde måde, da han den 19. april kritiserede Ruslands krig mod Ukraine på Instagram.
Oleg. Y. Tinkov er grundlægger af Tinkoff, som er en af de største banker i Rusland, og var i november 2021 god for ni milliarder. Dagen efter hans opslag blev bankens ledere kontaktet af Putins administration, som truede med at nationalisere banken, hvis ikke den brød alle bånd med ham. Det skriver The New York Times.
»Jeg kunne ikke diskutere prisen. Det var som en gidselstagning - man tager, hvad man bliver tilbudt. Jeg kunne ikke forhandle,« sagde rigmanden til avisen søndag efter han i sidste uge solgte sin andel i banken på 35 pct. til den russiske minemilliardær Vladimir Potanin.
Opkøberen har tætte forbindelser til Putin, og Oleg Y. Tinkov beskrev handelen som et »desperat salg, et brandsalg«, som blev påtvunget ham af Kreml.
Han foralte til The New York Times, at han har hyret bodyguards for at beskytte sig selv. Det skete efter en ven med kontakter i den russiske sikkerhedstjeneste fortalte, at rigmanden har grund til at frygte for sit liv. Han befinder sig nu på en hemmelig lokation.
Ifølge Oleg Y. Tinkov deler mange af hans bekendte med tråde til Putin samme holdninger, men er bange for konsekvenserne.
Og deres frygt er ikke ubegrundet. Vladimir Putin har tidligere sendt signaler til sine sikkerhedstjenester om at »slå målrettet til imod alle sfærer af samfundet, der udviser sympati med vestlig værdier«. Det skrev blandt andet Information om i marts.
Banken Tinkoff har benægtet Oleg Y. Tinkovs version af historien.
Oleg Y. Tinkov har tidligere haft forbindelser til Danmark. I sommeren 2012 blev han sponsor for Bjarne Riis’ Team Saxo, der senere skiftede navn til Tinkoff. I 2013 købte han licensen til holdets World Tour og drev det, til holdet gik i opløsning i 2016.