Minkavlere vil have ophævet forbud efter ny risikovurdering
Ny risikorapport bør bane vej for, at minkfarme igen kan åbne i Danmark, mener Danske Minkavlere.
Det midlertidige forbud mod minkavl bør ophæves, lyder det fra Danske Minkavlere.
Meldingen kommer efter ny risikovurdering fra Statens Serum Institut (SSI).
Instituttet anser sandsynligheden for, at der opstår en bekymrende virusvariant ved begrænset dansk minkavl for at være lav.
Den konklusion vækker glæde hos Danske Minkavlere, der repræsenterer branchen.
- Covid-19 er ikke længere en samfundskritisk sygdom. Med den nye risikovurdering må politikerne igen åbne for minkavl i Danmark, siger Tage Pedersen, formand for Danske Minkavlere, i en skriftlig kommentar.
Selv om sandsynligheden vurderes at være lav for, at der opstår en bekymrende variant, understreger SSI, at konsekvensen, hvis det sker, kan være ”stor”.
SSI skriver dog, at det kan være svært at estimere præcis sandsynlighed.
Langt de fleste minkavlere har søgt om erstatningen for lukningen af deres minkfarm. Det drejer sig om 1243 avlere, svarende til 99 procent.
15 har søgt om dvalekompensation. Og de bør have lov til at genåbne deres minkfarm, lyder det fra Tage Pedersen.
- De 15 avlere, som har modet og lysten til at starte igen, bør selvfølgelig ikke mødes med nye forhindringer. De har brug for opbakning, siger han.
Rapporten fra SSI er offentliggjort tirsdag eftermiddag.
/ritzau/