- Opdateret 05/05/2022 kl. 13:48
Rusland udviser danske diplomater i gengældelsesaktion
Udenrigsminister Jeppe Kofod kalder russiske udvisninger dybt problematiske og overvejer nu et dansk modsvar til modsvaret.
Rusland udviser i alt syv ansatte fra Danmarks ambassade i Moskva i en gengældelsesaktion, der møder hård kritik fra dansk side.
»Jeg kan bekræfte, at Rusland nu har udvist fire danske diplomater fra vores ambassade i Moskva,« sagde udenrigsminister Jeppe Kofod efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn torsdag.
Han fordømte aktionen:
»Det er en helt uberettiget og dybt problematisk beslutning. Det viser bare, at Rusland ikke ønsker diplomatisk dialog.«
I alt har Rusland erklæret syv danske ansatte for uønskede: fire diplomater og tre lokalansatte uden diplomatstatus, oplyser Udenrigsministeriet. De har nu to uger til at forlade Rusland.
Anklager om spionage
Udvisningerne kommer som reaktion på, at Danmark i april udviste halvdelen af Ruslands diplomatiske stab på ambassaden i København og anklagede russerne for at være efterretningsofficerer, som arbejdede under dække af at være diplomater, mens de i virkeligheden udførte spionage.
Politiets Efterretningstjeneste (PET) advarede allerede i januar om, at Rusland havde »et antal« efterretningsofficerer på ambassaden i Danmark, som kontinuerligt forsøgte at hverve kilder med adgang til klassificerede eller værdifulde informationer af interesse for Rusland.
I alt fik 15 russere to uger til at forlade Danmark, i hvad der formentlig er den største masseudvisning af russiske diplomater nogensinde fra danske side.
En stribe andre EU-lande gjorde det samme, og inden for få dage var over 100 russiske diplomater blevet udvist fra europæiske lande.
Ruslands ambassade i København kaldte straks spionanklagerne for »ubegrundede« og varslede et modsvar.
Torsdag sagde det russiske udenrigsministerium, at Danmark åbent fører en antirussisk politik, som alvorligt skader de bilaterale relationer.
»Rusland forbeholder sig retten til at træffe videre foranstaltninger,« hed det i en udtalelse.
Både norske og svenske diplomater er ligeledes blevet bortvist fra Rusland de seneste uger.
Muligt dansk modtræk
Nu overvejer Danmark, om der skal ske gengældelse for Ruslands gengældelse, oplyser Jeppe Kofod. Han vil dog endnu ikke sige, hvad et eventuelt modsvar kan blive.
»Vi er sammen med vores allierede ved at se på situationen og overvejer hvilke tiltag, vi skal tage,« siger han.
Trods de færre medarbejdere fortsætter ambassaden i Moskva arbejdet og vil bl.a. stadig bistå danske borgere i Rusland.
Ambassadør Carsten Søndergaard er ikke blandt de udviste personer, oplyser Jeppe Kofod, som sender sine tanker til de danske medarbejdere og deres familier, som nu må pakke deres kufferter og forlade deres tilværelse i Rusland.
I april var der otte udsendte fra Udenrigsministeriet ved ambassaden plus en specialattaché fra Færøerne.
Jeppe Kofod, var det ikke forventeligt, at Rusland ville komme med den her reaktion efter Danmarks udvisning af de 15 russere?
»Altså, vi udviste 15 russiske efterretningsofficerer, som selvfølgelig ikke skal lave spionage på dansk jord. Rusland udviser fire danske diplomater og tre medarbejdere. Det, synes vi, er helt uhørt, og det viser bare endnu engang, at Rusland fravælger diplomatiet og tilvælger konfrontationen,« siger udenrigsministeren.
Men er det ikke logisk, at der kommer en reaktion fra Rusland, når vi udviser 15 af deres?
»Det kan man godt tænke, men man skal bare huske på, at vi udviste efterretningsofficerer,« siger Kofod.
Siden Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar har vestlige lande erklæret over 320 russiske diplomater for persona non grata, ifølge det statslige, russiske nyhedsbureau TASS.