Fortsæt til indhold

Danske aktier står til største fald i over et år

Nedturen på aktiemarkedet fortsætter og er nu i et såkaldt bear market.

De ledende, danske aktier står mandag til massive fald. Arkivfoto: Finn Frandsen
Erhverv

De danske aktier fortsætter nedturen og står til en ny omgang tæsk.

Mandag middag er de ledende danske aktier i C25-indekset nede med lidt over 3 pct. til 1610,5, hvilket ikke er set siden begyndelsen af marts sidste år. Derved rammer aktierne den laveste kurs i 14 måneder.

Samlet er C25-indekset faldet med omkring 18 pct. siden årsskiftet og mere end 20 pct. siden den seneste top i november sidste år. Det betyder, at aktiemarkedet nu er i et såkaldt bear market.

Det er karakteriseret ved, at kurserne for markedet eller en enkelt aktie generelt er nedadgående og falder med mere end 20 pct.

Det danske C25-indeks ramte senest bear market under coronakrisen i marts 2020. Her faldt de ledende, danske aktier kortvarigt med 24 pct.

Siden anden verdenskrig har der været i alt 13 bear markets og generelt sker det ifølge Nordea hvert sjette til syvende år. I gennemsnit tager det ifølge banken 24 måneder at komme på samme niveau, som før det massive fald.

Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, ser mandagens massive fald som et udtryk for, at der nu er gået hul på »risikobylden«.

»Nedture i ”bjørneterritorium” ses heldigvis sjældent. Når det sker, og det gør det nu for alt for mange indeks, giver det god behørig genlyd. Investorernes reaktion tyder på, at vi kortsigtet er i kapitulationsmodus. Aktier falder,« skriver han i en skriftlig kommentar og tilføjer:

»Uden at blive for specifik er det et tegn på, at investorerne er på vej til at kapitulere og resignere. På kort sigt betyder det en yderligere spændt aktiefjeder, hvor flere fald ikke kan udelukkes. På den anden side og samtidig kan der hurtigt i en sådan situation komme en væsentlig og betydelig modreaktion. Ikke fordi der nødvendigvis kommer gode nyheder, men fordi den dårlige nyhedsstrøm kan være bagt ind i aktiekagen.«

Det er særligt Ambu og Bavarian Nordic, der mandag morgen har offentliggjort tal for første kvartal, som er ramt af nedturen. Men ved middagstid er det faktisk samtlige danske aktier i indekset, der er i minus og står til massive fald.

Nedturen kommer efter, det danske C25-indeks fredag lukkede i det laveste niveau siden Rusland invaderede Ukraine den 24. februar i år.

Hvis mandagens fald fortsætter dagen ud, står C25-indekset til at lukke i den laveste kurs siden 5. marts 2021. Her lukkede C25-indekset i en kurs på 1538,82.