Etisalat Group køber knap 10 pct. af telegiganten Vodafone
Telegruppen fra De Forenede Arabiske Emirater har ingen planer om at forsøge at erhverve resten af Vodafone, lyder det.
Emirates Telecommunications Group Company - også kendt under navnene Etisalat Group og e& - har købt 9,8 pct. af britiske Vodafone.
Det har kostet telekommunikationskoncernen fra De Forenede Arabiske Emirater 4,4 mia. dollars eller omtrent 31,5 mia. kr.
Det skriver Bloomberg.
Prisen svarer ifølge Bloombergs beregninger til, at Etisalat Group har betalt omtrent 10 pct. mere per aktie end markedsprisen, som i skrivende stund lyder på 1,18 pund - 10,35 kr. - per aktie.
Etisalat Groups opkøb har med et snuptag gjort koncernen til Vodafones største aktionær og er da også et led i koncernens strategi om at forstærke sin position på det globale marked.
Det statskontrollerede Etisalat Group har i forbindelse med opkøbet meddelt, at det planlægger med at skulle være investor i Vodafone på lang sigt, ligesom det har erklæret, at det ikke har planer om at forsøge at købe resten af Vodafone.
Etisalat Group »foretog investeringen for at opnå en betydelig eksponering for en verdensledende virksomhed inden for forbindelsesteknologi og digitale tjenester,« lyder det ifølge Bloomberg i en fondsbørsmeddelelse fra koncernen.
Handlen finder sted i en periode, hvor storaktionærer har forsøgt at presse Vodafone til at forenkle sin forretning og øge dens rentabilitet, skriver både Bloomberg og Reuters.
Vodafone-gruppen har en gæld på i alt 330 mia. kr., og aktiekursen er faldet med mere end 20 pct. siden 2018.
»Vi fortsætter med at gøre gode fremskridt med vores langsigtede strategiske planer og vil levere en opdatering i vores meddelelse om årsresultater for 2022 den 17. maj,« lyder det fra Vodafone.
Etisalat Group meddeler, at den støtter op om Vodafones nuværende forretningsmodel, bestyrelse og direktion.
»Vi ser denne investering som en god mulighed for Etisalat Group og dens aktionærer, da det vil give os muligheden for at skærpe og udvikle vores internationale portefølje på linj med vores strategiske ambitioner,« siger adm. direktør for Etisalat Group, Hatem Dowidar, ifølge Reuters.
Vodafone er en af verdens største teleoperatører og har hovedsæde i Berkshire i Storbritannien.