Danske Vivino har tabt trecifret millionbeløb siden etableringen
Igen må selskabet bag den danske app Vivino sluge et stort underskud. Denne gang er det virksomhedens hidtil største.
Bundlinjen bløder hos den danske vin-app Vivino.
Ikke en eneste gang siden etableringen for 12 år siden har selskabet formået at tjene penge. Det er der ikke lavet om på i 2021, til trods for at selskabet ellers lykkedes med at rejse 1 mia. kr. fra eksterne investorer.
Faktisk er pengene fosset så meget ud af den danske del af Vivino, at selskabet må indkassere sit hidtil største underskud. Det afslører et nyt regnskab.
Underskuddet lyder på 80,3 mio. kr. efter skat og er væsentligt større end de 7 mio. kr., som selskabet tabte i 2021. Også egenkapitalen er tabt. Den er negativ med 233 mio. kr.
Vivino står bag appen af samme navn. Selskabet blev grundlagt i 2010 af Heini Zachariassen og Theis Søndergaard og har siden haft stor succes med at få brugere.
I 2018 afslørede selskabets regnskab, at Vivino-appen havde mere end 35 mio. brugere, men siden har selskabet ikke offentliggjort antallet af brugere i årsregnskaberne.
Gennem Vivinos app kan interesserede fra hele verden se anmeldelser og gennemsnitspris for diverse vine. Det sker ved at scanne flasken. Samtidig fungerer Vivino også som en handelsplatform for kunderne, hvor en lille del af prisen går til selskabet for at formidle købet.
Ingen af delene har dog endnu genereret overskud. Siden etableringen har Vivino i alt tabt 290 mio. kr.
Gang på gang har selskabets ejerkreds dog smidt en redningskrans og holdt hånden under Vivino. Det er også tilfældet denne gang. Ifølge regnskabet vil moderselskabet Vivino Inc., der er registreret i USA, komme med den nødvendige finansering og sikre, at Vivino ikke skal tilbagebetale selskabet, før det har nok kapital til det.
Finans har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Vivinos adm. direktør Olivier Gremillon og medstifter Heini Zachariassen.