Spring Copenhagen vandt "Vejen til Seier" og har vind i sejlene
Vinderen af Lars Seier Christensens tv-program "Vejen til Seier" havde også i 2021 godt gang i forretningen, viser et nyt regnskab.
Det holdt hårdt, da Peter Sørensen og Claus Nielsen for et par år siden medvirkede i ”Vejen til Seier” på TV 2.
De to iværksættere havde tilmeldt deres designvirksomhed, Spring Copenhagen, for at overbevise Lars Seier Christensen om, at det var deres virksomhed - og ikke en af de 700 andre deltagere - han skulle investere i.
Før de kunne se Saxo Bank-milliardæren sætte sin underskrift og overtage en tredjedel af Spring Copenhagen for seks mio. kr., måtte de svare på spørgsmål om højtforrentede lån, selskabet havde optaget, og gennemføre personlighedstests.
Men det lykkedes, og allerede året efter Lars Seier Christensen var kommet med om bord, gik det strygende for designvirksomheden. I 2020 kunne Spring Copenhagen fremvise en tredobling af omsætningen og et overskud, der var tolv gange højere end i 2019.
Et nyt regnskab viser, at Spring Copenhagen fortsatte sin vækst i 2021.
Selskabets bruttofortjeneste voksede med mere end fjerdedel fra 11,9 mio. kr. i 2020 til 15,1 mio. kr. i 2021.
Men momentum har måske aftaget en smule, for selvom Spring Copenhagens overskud i 2021 ligger pænt på godt seks mio. kr., er det kun marginalt højere, end det var i 2020.
Det ser på baggrund af årsregnskabet ud til blandt andet at kunne være forårsaget af, at selskabets personaleomkostninger i samme periode er steget fra 3,7 mio. kr. i 2020 til 6,6 mio. kr. i 2021. Det gennemsnitligt antal beskæftigede i virksomheden er gået fra syv til 11.
Spring Copenhagens ledelse betragter resultatet på lidt over seks mio. kr. i 2021 som tilfredsstillende, fremgår det af beretningen i årsregnskabet. Det samme siger ledelsen om selskabets fremtidsudsigter.
Peter Sørensen og Claus Nielsen grundlagde Spring Copenhagen i 2015. Både i fysiske butikker og online sælger Spring Copenhagen ifølge egen beskrivelse ”hverdagsdesign til hverdagspriser” i over 20 lande.