Nasdaq om opsigtsvækkende Brøndby-interview: »Vi har bemærket det«
Interview med formand i Ekstra Bladet fik kursen til at eksplodere - først timer senere kom børsmeddelelsen
Da fondsbørsen åbnede kl. 9 fredag skød Brøndby-aktien op med 17 pct.
Anledningen var en artikel i Ekstra Bladet, hvor avisen kunne fortælle, at Brøndby var tæt på at finde en ny investor.
Kilden var Brøndbys egen bestyrelsesformand Jan Bech Andersen.
Den melding fik investorerne til at sende Brøndby-aktien op fra morgenstunden, og aktien handles kl. 11 med en stigning på omkring 20 pct.
Fodboldklubben kom imidlertid først med en egentlig børsmeddelelse kl. 9.40, hvor man stort set bekræftede hele Ekstra Bladets historie.
Hos Nasdaq Copenhagen - fondsbørsen - har man også læst Ekstra Bladet og fulgt aktiekursens udvikling. Men som vanlig er man sparsom med oplysninger om eventuelle reaktioner eller sanktioner.
»Vi har bemærket det, men vi kan ikke udtale os om den konkrete sag,« skriver Helle Mayor, der er Director of Corporate Communications hos Nasdaq Copenhagen, i en mail til Finans.
Normalt er reglerne således, at alle investorer skal stilles lige i forbindelse med kurspåvirkende informationer. Og det må man sige oplysningerne i Ekstra Bladet havde.
Derfor burde meddelelsen fra Brøndby måske have været sendt til fondsbørsen, inden handlen åbnede på fondsbørsen.
Bestyrelsesformand Jan Bech Andersen er i avisen citeret for at sige: »Jeg kan bekræfte, at der er interesse for Brøndby fra flere fronter. Det er dog vigtigt at understrege der ikke er noget konkret eller endeligt på nuværende tidspunkt, for så skal vi jo meddele det til Fondsbørsen.«
Avisen skriver videre: »Han ønsker ikke at kommentere den konkrete interesse fra et spansk og amerikansk konsortium, der altså menes at være i førertrøjen. Men han vedkender, at processen her og nu skrider positivt frem.«
Investorerne tolkede det helt klart som en god nyhed, og derfor strøg aktien i vejret.
Først efter 40 minutters handel på børsen kom Brøndby med en fondsbørsmeddelelse, hvor man skrev:
»Under henvisning til omtale i flere medier dags dato om aktuelle drøftelser med mulige investorer vedrørende et muligt salg af aktier og investering i Brøndby IF, skal vi hermed meddele, at Brøndby IF løbende modtager henvendelser fra interesserede investorer. Aktuelt er der dialog med mulige investorer, hvor man afdækker mulighederne for et muligt salg af aktier og investering i Brøndby IF.«



