Vennegruppe bag Bare En T-shirt vil skifte brandets navn
Selskabet har netop offentliggjort sit første millionoverskud.
En simpel T-shirt uden logo og i neutrale farver.
Det er, hvad en vennegruppe i Indre By i København netop har fået beviset for at have gjort til en millionindbringende forretning. Sammen står de bag brandet Bare En T-shirt, og sidste år løftede selskabet sit overskud til 3,4 mio. kr. efter skat.
Men det er ikke længere bare en T-shirt, der skal drive selskabet frem.
Udover de klassiske bluser har brandet i januar også lanceret sokker og boksershorts i eget navn. Snart sender Bare En T-shirt også en hoodie og shorts på gaden, og derfor har vennegruppen taget en stor beslutning.
Brandet er klar til at skifte navn.
»Sidste år solgte vi udelukkende T-shirts, og det er klart vores bedst sælgende produkt. Det vil det også være langt ind i fremtiden, men der er efterspørgsel på mere, så det vil være dumt ikke at komme med nye produkter. Derfor kigger vi også på en relancering af vores navn,« siger Mathias Rokkjær Klitgaard, medstifter og direktør i Bare En T-shirt.
Han ejer selskabet sammen med vennerne Frederik Taylor Pitter, Anthon Louis og Frederik Skovgaard-Holm.
Sidste år hentede stifterne 1 mio. kr. i DR-programmet ”Løvens Hule”. Det skete, da serieinvestorerne Jacob Risgaard og Christian Arnstedt købte 25 pct. af selskabet. Begge ejer fortsat tilsammen en fjerdedel af det hurtigtvoksende brand.
Ifølge Mathias Rokkjær Klitgaard er Bare En T-shirt endnu ikke klar med et nyt navn, men det kan ikke udelukkes, at brandet fremover vil skrotte ”T-shirt” i navnet.
»Vi vil gerne være det brand, forbrugerne går til, når de skal have basisprodukter. Uanset om det er sokker, T-shirts eller en hættetrøje, så ved forbrugerne at kvalitet og pris er derefter. Målet er at blive et anerkendt brand både i og uden for Danmark, og at kunderne kan være klædt i vores tøj fra top til tå,« siger direktøren.
Bare en T-shirt blev stiftet for 3.000 kr. og har for nylig også udvidet sortimentet med en kollektion til kvinder.
Stifterne har endnu ikke trukket udbytte ud af selskabet, men hvis alt går efter planen, vil det kunne ske næste år eller året efter, fortæller Mathias Rokkjær Klitgaard. Han fokuserer dog mere på at skabe en sund forretning med løn til medarbejdere og stiftere fremfor udbytte til ejerkredsen.
»Vi er gået fra at være fire venner hjemme i stuen til at være seks fuldtidsansatte og tre studentermedhjælper. Det er noget af en omvæltning, og vi løber alle virkelig stærkt, men det er det hele værd. Der er tryk på, og det handler om at smede, mens jernet er varmt, så vi er superglade for udviklingen, og at vi har en sund forretning,« siger han.
Bare En T-shirt omsatte i 2021 for 15-20 mio. kr.
Året inden solgte brandet T-shirts for 3 mio. kr. På sigt er målet at mangedoble både overskud og omsætning yderligere.
Omkring 95 pct. af selskabets omsætning kommer på nuværende tidspunkt fra Danmark.

