Danske privatfly flyver mere end før pandemien
Covid-19 fik mange til at chartre privatfly. Efterspørgslen er fortsat, for det er hurtigt og bekvemt i en tid med massive forsinkelser i luftfarten.
Mens flyselskaberne parkerede fly og lukkede ruter under coronakrisen, har de danske operatører af privatfly i perioder haft mere travlt end nogensinde.
Selvom pandemien er på retræte, venter de danske virksomheder, som tilbyder privatflyvning, masser af aktivitet også i den kommende tid.
Kaos i lufthavne, lang ventetid og færre flyforbindelser gør det nemlig attraktivt at vælge de små og effektive forretningsfly.
»Lufthavnene har store udfordringer, og det medfører masser af ventetid og i værste fald aflyste flyvninger. Det får både virksomheder og velhavere til at vælge private flyvninger, fordi det er effektivt og sparer kostbar tid,« siger Kristoffer Sundberg, adm. direktør i Sun-Air.
Virksomheden i Billund ejer datterselskabet JoinJet, som tilbyder privatflyvninger til det meste af verden.
Han oplyser, at aktiviteten i JoinJet i 2021, da store dele af flytrafikken var lammet, var større end i både 2019 og 2018 før covid-19.
Lufthavnene har store udfordringer, og det medfører masser af ventetid og i værste fald aflyste flyvninger.Kristoffer Sundberg, adm. direktør, Sun-Air
Også North Flying med base i Aalborg har haft travlt i den del af virksomheden, som udlejer mindre og luksuriøse fly til virksomheder og private.
»Vi sælger tid, og når nogle flyselskaber og mange lufthavne har kapacitetsproblemer, er det en fordel for os. Ved at flyve direkte med et privatfly er det muligt at nå ud og hjem samme dag. Vi flyver ofte fra mindre lufthavne, hvor det tager 15 minutter, før man sidder i flyet. I de store lufthavne er der ventetid på adskillige timer,« siger Jesper Kragelund, salgschef i North Flying.
Copenhagen Air Taxa har hjemsted i København, og selskabet oplyser, at virksomhedens privatfly ofte har været på vingerne både under coronakrisen og i de seneste måneder, da rutetrafikken har fået comeback.
»Der er flaskehalse i lufthavnene, og der er markant færre direkte forbindelser med rutefly end tidligere. Med privatfly kan passagererne nå på en dag, hvad de skulle bruge to dage på med en traditionel løsning. Det er hurtigt, nemt, bekvemt og effektivt, og det sparer arbejdstid, hotelophold og fortæring,« siger Jimmy Arly Larsen, flyvechef i Copenhagen Air Taxa, CAT.
Blackbird Air, der har Bestseller-ejer Anders Holch-Povlsen som hovedaktionær, har under coronakrisen fået mange nye kunder, fordi det ikke var muligt eller meget besværligt at rejse på grund af restriktioner. Mange af dem er blevet hængende, fordi det i mange tilfælde er en fordel at chartre et fly.
»Hvis der ikke er direkte forbindelse, så er rejsetiden ofte så lang, at det kan være aktuelt med et forretningsfly,« siger Ole Dupont Christiansen, direktør i Blackbird Air.
Selskaberne med privatfly fremhæver, at det ikke kun er milliardærer og topchefer i store virksomheder, som flyver med privatfly. Især under coronakrisen gik de mindre privatfly ofte på vingerne med søfolk og piloter, som skulle møde på arbejde i en anden del af verden.
Også teknikere, montører, specialister og projektledere benytter chartrede forretningsfly.
Med privatfly kan passagererne nå på en dag, hvad de skulle bruge to dage på med en traditionel løsning.Jimmy Arly Larsen, flyvechef, Copenhagen Air Taxa, CAT
Dertil kommer, at flere virksomheder samler et team af medarbejdere, som flyver ud og hjem samlet, når der skal holdes møder eller løses opgaver i udlandet.
»Ved at flyve flere sammen bliver prisforskellen til rutefly markant mindre. Især hvis man medregner den tid og de hotelophold, man sparer,« siger Jimmy Arly Larsen.
Som eksempel nævner han en flyvning, hvor otte personer skulle til Riga i Letland. Det kostede knap 6.000 kr. pr. person at flyve ud og hjem samme dag. Alternativet med rutefly ville medføre længere rejsetid og en overnatning.
JoinJet flyver ofte med fodboldhold og musikgrupper på turne, hvor tiden spiller en vigtig rolle.
»Det er dyrt at flyve med privatfly, men det er ikke så dyrt, som mange tror. En musikgruppe på turne kan f.eks. spille flere koncerter, hvis transporten er hurtig og effektiv,« siger Kristoffer Sundberg.
Branchen oplyser samstemmende, at efterspørgslen på privatfly blandt velhavere er steget de seneste år.
»Der er flere familier med et økonomisk råderum, som chartrer et privatfly, når de skal på ferie, eller familien skal besøge sommerhuset i Tyrkiet eller på Mallorca,« siger Jesper Kragelund.
Flere af de store danske koncerner ejer eller benytter privatfly, som benyttes til forretningsrejser. Der er også en del milliardærer eller velhavere, som har helt eller delt ejerskab af privatfly. Flyene opereres som regel af de specialiserede flyselskaber, og de lejes ud, når ejerne ikke selv benytter dem.
Der er flere familier med et økonomisk råderum, som chartrer et privatfly, når de skal på ferie, eller familien skal besøge sommerhuset i Tyrkiet eller på Mallorca.Jesper Kragelund, salgschef, North Flying
Lige nu er der stor interesse for at flyve med privatfly, men selskaberne i branchen er forberedt på, at det hurtigt kan vende.
»Der er mørke skyer i horisonten. Høj inflation og stigende renter presser den globale økonomi. Hvis det udvikler sig til en recession i stil med finanskrisen, vil det påvirke flytrafikken negativt,« siger Kristoffer Sundberg.
Selvom privatfly flyver direkte mellem destinationerne, er CO2-udledningen pr. passager væsentligt højere i forhold til at benytte rutefly med langt flere sæder.
»Vi gør, hvad vi kan for at minimere brændstofforbruget, men vi må være ærlige og sige, at det er større sammenlignet med rutefly,« siger Jesper Kragelund.
Branchen oplyser, at man arbejder på at finde mere bæredygtige brændstofløsninger. Men det tager tid, og der produceres alt for lidt grønt brændstof i forhold til efterspørgslen.

