Nordjysk stålmilliardær tredobler overskud og trækker millioner ud til sig selv
Mads Møller Hansen belønner sig selv med 45 mio. kr. i udbytte, efter hans holdingselskab præsenterer stort overskud.
2021 blev det bedste regnskabsår siden 2014 for den nordjyske stålkonge Mads Møller Hansens holdingselskab.
Det viser et nyt regnskab fremlagt af Mads Møller Hansen Holding, der med 75 mio. kr. på bundlinjen i 2021 har mere end tredoblet resultatet fra året før, som lød på knap 23 mio. kr.
Mads Møller Hansen er søn af Svend Møller Hansen, som i sin tid grundlagde stål- og betonvirksomheden DS Gruppen. Efter mere end et års forhandlinger solgte familien Møller Hansen i foråret DS Gruppen til den tyske industrikoncern Goldbeck.
Sammen indtog Svend og Mads Møller Hansen med en anslået formue på 2,7 mia. kr. plads nummer 70 på Økonomisk Ugebrevs liste over Danmark rigeste personer i 2021.
Med det pæne resultat i sit holdingselskab udbygger Mads Møller Hansen sin formue, idet han har valgt at sende 45 mio. kr. til udbytte, viser det netop offentliggjorte regnskab. Året før trak han 20 mio. kr. ud i udbytte.
Gennem sit eget holdingselskab ejer Mads Møller Hansen, som fortsat er koncerndirektør i DS Gruppen, en andel på 25 pct. i investeringsselskabet Thostrup Invest, som er delt mellem medlemmer af familien Hansen, viser oplysninger i erhvervsregistret.
Thostrup Invest leverede i det skæve regnskabsår 2020/21 et resultat på 91,6 mio. kr.
Indtil frasalget af DS Gruppen ejede Mads Møller Hansen via sit holdingselskab også en fjerdedel af DS Gruppen, fremgår det af regnskabet.
Da DS Gruppen i det skæve regnskabsår 2020/21 fremviste et resultat på over 200 mio. kr. efter skat, røg der også en god portion penge herfra over i Mads Møller Hansens holdingselskab.
Det er over 50 år siden, Svend Møller Hansen grundlagde DS Gruppen i Hobro. I dag beskæftiger selskabet mere end 500 medarbejdere og har en omsætning på over 2 mia. kr. DS Gruppen producerer stål- og betonløsninger til byggeri og industri.
Under navnet DS SM solgte koncernen også stålløsninger til vindmølleindustrien, indtil det ben i 2014 blev solgt fra i en milliardhandel.
Mads Møller Hansen overtog direktørstolen i DS Gruppen efter sin far i 2015.

