Landets rigeste er ejere: Virksomhedsfabrik må sluge endnu en konkurs
For anden gang på en måned er et porteføljeselskab under Founders gået konkurs.
For en måned siden havde virksomhedsfabrikken Founders - med flere af landets rigeste i ejerkredsen - aldrig set et porteføljeselskab gå konkurs.
Men nu en måned senere må Founders konstatere, at to af dets datterselskaber er under en konkursbehandling. Tirsdag fremgår det nemlig af Statstidende, at selskabet, der tidligere gik under navnet Maguru A/S, er gået konkurs.
Tilbage i juni gik Founders-selskabet Duuoo konkurs.
»I Founders bygger vi virksomheder fra bunden og er fokuseret på den tidlige fase. Målet er at bygge virksomheder, der enten kan blive profitable eller rejse ekstern kapital. Skulle det ikke lykkes, har vi ikke mulighed for at holde hånden under virksomheden - vi er ikke late stage investor, og vi geninvesterer som udgangspunkt ikke i vores virksomheder uden en anden investor,« skrev Simon Sylvest, partner i Founders, da Duuoo i juni gik konkurs.
Marketingsvirksomheden Maguru lever dog videre i et nystiftet selskab ved navn Maguru ApS, blot uden Founders i ejerkredsen. Det viser oplysninger fra cvr-registeret.
Det nu konkursramte Maguru-selskab havde år efter år millionunderskud og kørte med negativ egenkapital trods mange pengeindskud undervejs.
Størstedelen af det konkursramte Maguru-selskab er ejet af Founders, som Anders Holch Povlsen, Lego-familien og William Demant Fonden ligeligt ejer og finansierer.
Som Finans tidligere har beskrevet er der sket en opbremsning i markedet for venturekapital til tech-virksomheder. Det er blevet sværere at hente nye penge, og virksomheder værdiansættes til lavere beløb. Det har nu tilsyneladende ført til endnu en konkurs for Founders.