Prisstigninger presser bilbranchen: Ingen tegn på, at situationen ændrer sig lige foreløbig
Den danske bilbranche er mildest talt udfordret efter år med corona og efterfølgende krig i Ukraine. Priserne stiger og forhandlere hamstrer biler.
Leveringstiderne er lange, priserne er skyhøje, der er ikke nok mikrochips og flere steder er produktionen gået helt i stå.
Coronakrise og efterfølgende udbrud af krig i Ukraine har presset bilbranchen så langt i knæ, at man må tage nye metoder i brug for at holde sig kørende.
Det fortæller et af landets største bilhuse, Nielsen Car Group, i en pressemeddelelse.
I Danmark er salget af især nye biler nemlig bremset gevaldigt. I juni blev der indregistreret 27 pct. færre nye personbiler end der gjorde samme periode sidste år. Og det bekymrer branchen.
»Som det er nu, kender vi ikke leveringstiden på nye biler, og det gør producenterne heller ikke. Det hele afhænger af forsyningskæderne. Vi ser, at flere producenter fjerner deres prislister, fordi de simpelthen ikke ved, hvornår og til hvilken pris de kan købe dele til at producere af. Alt i alt er det et ustabilt marked, hvor det handler om at slå til, hvis man ser en bil, man ønsker sig, for der kan sagtens gå et år, før en ny dukker op,« fortæller Bjarne Nielsen, adm. direktør i Nielsen Car Group.
Bilkøbere skal altså ikke sætte næsen op efter hverken hurtigere levering eller et fald i priserne lige foreløbig. Og selv, hvis man får fingre i en ny bil, vil man højest sandsynlig skulle gå på kompromis på en række parametre.
Ifølge Gitte Seeberg, der er adm. direktør i brancheorganisationen Autobranchen Danmark, har det usikre marked nemlig tvunget producenter til ikke blot at sætte prisen op, men også at nytænke den måde, de laver biler på.
Noget, som Bjarne Nielsen i den grad kan nikke genkendende til. Hos Nielsen Car Group, der står bag Bjarne Nielsen A/S, Bilernes Hus og Leasing DK, kan man allerede nu se, hvordan producenter er begyndt at spare på deres mikrochips.
Det betyder bl.a. at funktioner, der ellers normalt er standard i bilerne, som f.eks. el-indklappelige sidespejle, bliver sparet væk.
»Det er udtryk for, at det i øjeblikket er ekstremt vanskeligt at skaffe de dele, der skal bruges til at producere biler. Heldigvis fornemmer vi, at producenterne prioriterer den grønne omstilling og derved holder produktionen af el- og plug-in hybridbiler i gang, selvom disse ellers kan kræve flere mikrochips. Biltyper som jo er de mest efterspurgte i øjeblikket,« beretter han.
Som et resultat af den usikre situation lige nu, har Nielsen Car Group set sig nødsaget til at ansatte ekstra arbejdskraft, der udelukkende er målrettet opkøb af populære biltyper. Det er dog primært de såkaldte ”let brugte” biler, som de nye medarbejdere er på jagt efter.
»Lige nu handler det om at få biler på lager. Hele Europa mangler biler, men heldigvis har vi et stærkt indkøbsteam, der køber alt, hvad de kan få fingrene i. Og heldigvis kan man også finde nyere el- og hybridbiler rundt om i Europa. Det gælder dog om at rykke så hurtigt som muligt, hvis bilen skal udskiftes, og man vil undgå yderligere prisstigninger, for der er rift om dem,« afslutter Bjarne Nielsen.