Fortsæt til indhold

Coronakrisen har fordoblet hjemmearbejde

I dag tilbringes dobbelt så mange arbejdstimer på hjemmekontoret end før covid-19. Det viser nye tal fra Dansk Erhverv.

Der er flere ledige pladser på kontoret efter pandemien, da danskerne har fået smag for hjemmearbejde. Arkivfoto: Gregers Tycho
Erhverv

Coronakrisen har fået danskerne til at ændre arbejdsvaner. Vi foretrækker i lang højere grad at arbejde hjemmefra nu, end før pandemien tvang os hjem på matriklen.

I en gennemsnitlig virksomhed er der sket en fordobling i forhold til inden corona. Hvor det førhen var 8 pct. af arbejdstimerne, der foregik hjemmefra, er det i dag er 16 pct.

Det viser en ny analyse, som Dansk Erhverv har lavet i samarbejde med Norstat.

»Overordnet er lederne tilfredse med, at medarbejderne arbejder hjemme,« siger Pernille Taarup, chefkonsulent i Dansk Erhverv, der repræsenterer 18.000 virksomheder og 100 brancheforeninger.

»Det er dog ikke stationært. Det er en udvikling, hvor virksomhederne prøver af, hvad der virker ift. forretningen, kunderne og medarbejderne,« siger hun.

Under coronapandemien, hvor mange medarbejdere var tvunget til at arbejde hjemme, blev 35 pct. af arbejdstimerne tilbragt på hjemmekontoret. Den tendens har smittet af på arbejdspladserne i dag, hvor virksomheder og medarbejdere altså i høj grad har taget fleksibiliteten og hjemmearbejdet til sig.

De fleste arbejder nu hjemmefra to gange om ugen, mens andre har helt frit slag for, hvor ofte de vil stemple ind på kontoret.

Der er dog udforinger med de flere tomme kontorstole. Virksomhederne oplever, at hjemmearbejdet kan gøre det mere besværligt at sikre et godt samvær, at der er spontan vidensdeling henover skrivebordene, og at det kan være sværere at fastholde tilknytningen til arbejdspladsen.

»Hjemmearbejdet skal struktureres på en ordentlig måde, så man er på kontoret samtidigt, så medarbejdere ikke møder ind på arbejdet og er alene. Det kræver, at der er en fælles ramme for, hvornår og hvordan vi arbejder. Den skabes via en dialog mellem ledere og medarbejdere, hvor der tages højde for, hvad der giver mening for den enkelte virksomhed.«

Derudover viser tallene, at der er stor forskel brancherne imellem. I fx tele- og rådgivningsbrancherne er det henholdsvis 43 pct. og 24 pct. af timerne, der i gennemsnit arbejdes hjemme, mens medarbejdere i detail og transportsektorererne i meget lille grad har hjemmearbejde, da det som udgangspunkt ikke er en mulighed eller kun en mulighed for nogle få.

Pernille Taarup påpeger, at hjemmearbejde giver mest mening til opgaver, hvor man skal fordybe sig i ro og fred, mens projekter, idégenerering og innovation er bedre på arbejdspladsen, hvor man kan arbejde i fællesskab.

Endelig er hjemmearbejde også mere udbredt i større virksomhederne end de små, da de bedre kan håndtere fleksibiliteten, da der er flere medarbejdere til at tage over for hinanden.

»Det virker som om, alle er glade for tendensen. Og vi tror, at hybridarbejde vil være den arbejdsform, vi har fremadrettet,« siger Pernille Taarup.