Royal Arena i underskud for første gang siden åbning
Coronakrisen har barberet millioner af overskuddet i Danish Venue Enterprise, der lejer sin ind i Royal Arena.
For første gang siden Royal Arena kunne invitere musikgæster indenfor til danske og internationale koncerter i 2017, har forretningen underskud.
Det viser nyt 2021-regnskab fra Danish Venue Enterprise, der lejer sig ind i Royal Arena. Selskabet havde sidste år et underskud på 9,7 mio. kr. og året før, da pandemien startede, sluttede året med overskud på 3,6 mio. kr.
Coronakrisen har også haft indflydelse på antallet af medarbejdere. I 2019 havde selskabet 57 fuldtidsbeskæftigede, det faldt til 35 i 2020, til der i 2021 kun var der gennemsnitligt 20 fuldtidsbeskæftigede - altså kun en tredjedel af medarbejderstaben inden covid-19.
For at klare sig igennem pandemien har selskabet skåret ned for sine omkostninger og søgt om kompensation fra det offentlige. Det har resulteret i, at selskabet i 2021 fik 36,5 mio. kr. i coronastøtte og 29,25 mio. kr året før.
Ifølge regnskabet har myndighedernes coronanedlukning i første kvartal af 2022 ført til, at der kun blev afholdt ét arrangement i Royal Arena.
Selskabet forventer et positivt resultat for 2022, da mange udskudte koncerter fra 2020 og 2021 afholdes i år, samtidig med at også nye koncerter og arrangementer skal finde sted. De forventer et resultat før skat på mellem 5 og 20 mio. kr.
Danish Venue Enterprises moderselskab Live Nation Denmark Management Holding, der også ejer Live Nation Denmark ApS, der er arrangør af koncerter, festivaler, liveevents og musicals, havde en rød bundlinje på 16,3 mio. kr. i 2021 og på 1,6 mio. kr. i 2020.
Finans har kontaktet Dan Hammer, direktør i Danish Venue Enterprise, der dog ikke vil kommentere regnskabet.

