SAS-piloter beskylder hinanden for løgn og skodaftaler
SAS-pilotforeningen DPF forsøger at tvinge piloter over i egne rækker ved hjælp af ulovlige trusler, siger den konkurrerende forening FPU. Omvendt mener DPF, at FPU’s aftale med SAS er »en skodoverenskomst«.
»Lige en ekstra info: Man skal meldes ind i DPF for at få de nye terms i Connect, ellers fortsætter man på FPU’s skodoverenskomst. Det kan I godt lade sive.«
Den korte besked har sat ild til en åben krig mellem de to pilotgrupperinger i SAS: Dansk Pilotforening, der organiserer de fleste SAS-piloter, ikke mindst de ældre piloter.
Og FPU, Flyvebranchens Personale Union, som organiserer mange yngre piloter ikke kun i SAS, men også i andre flyselskaber.
Afsenderen er næstformand i DPF, Søren Saysette-Rasmussen, og beskeden blev lagt op i en facebookgruppe for opsagte SAS-piloter. Og så bredte den sig rundt iblandt især de yngre piloter, der er medlemmer af FPU og altså åbenbart ansat på en ”skod-overenskomst”.
I første omgang er problemet, at man ifølge dansk lov ikke må tvinge folk til at være medlem af en bestemt fagforening.
»Præcis som alle andre ansatte har piloterne i SAS frit fagforeningsvalg. Det er vores kommentar, og jeg vil ikke gå ind på de forskellige måder at hverve medlemmer på,« siger SAS’ pressechef, Alexandra Lindgren Kaoukjic.
Reaktionen er lidt skarpere fra FPU, der bl.a. organiserer de yngre SAS-piloter, som blev fyret i SAS Scandinavia under coronapandemien, men for en del er blevet genansat i SAS’ datterselskaber SAS Connect og SAS Link.
»Der er ingen tvivl om, at det kan man ikke skrive, og det er rystende, at en mand i Dansk Metal kan skrive den slags. Der er faldet dom om, at man må ikke tvinge folk til at være medlem af en bestemt fagforening for at komme ind under en overenskomst,« siger næstformand i FPU Anders Mark Jensen.
Den provokerende besked er kulminationen på lang tids strid mellem de to pilotfløje.
DPF har kæmpet for, at alle piloter i SAS skal ansættes i moderselskabet og under den aftale, som SAS har indgået med netop Dansk Pilotforening. Under den netop overståede konflikt var det Dansk Metal, der første forhandlingerne for DPF, fordi pilotforeningen i oktober sidste år kom ind under Dansk Metal efter en tilværelse uden for de store forbund
Men FPU mener, at de med datterselskaberne SAS Connect og SAS Link har indgået aftaler, der tjener piloterne lige så godt.
»Der er ikke noget galt i at hverve medlemmer, men for det første skal man ikke gøre det blandt andre medlemmer af Fagbevægelsens Hovedorganisation, og så skal man heller ikke lyve sig til flere medlemmer ved at sige, at man SKAL melde sig ind i DFP,« siger Anders Mark Jensen fra FPU.
I en sms til Finans forklarer Søren Saysette-Rasmussen, at beskeden er sendt til en lukket gruppe, hvor han »forsøger løbende og uformelt og således ofte ufiltreret« at informere. Essensen var, at piloterne på et tidspunkt får valget om, hvilke overenskomst man ønsker, så hans opslag var »ikke så meget et spørgsmål om det faglige tilhørsforhold.«
Formanden for DPF, Henrik Thyregod, ville ikke selv have brugt ordet ”skod overenskomst”.
»Det var en kærlig besked. Hvis de hellere vil være på vores overenskomst, byder vi dem hjerteligt velkommen og glæder os til at tage imod dem. Og hvis de hellere vil blive på FPU’s overenskomst, så bliver de bare der,« siger Henrik Thyregod.
Men der står , at FPU er en ”skodoverenskomst”. Det er vel ikke en kærlighedserklæring?
»Nej, det kan du sige, det er ikke en kærlighedserklæring til deres overenskomst. Jeg ville nok aldrig have udtrykt mig sådan. Men det er ikke nogen god overenskomst, for den tager ikke højde for jobsikkerhed overhovedet. Derfor har vi lavet en ny overenskomst for at favne alle de unge og tage dem ind på bedre vilkår. Jeg forstår ikke dilemmaet,« siger Henrik Thyregod.
I disse dage er SAS’ nye aftale med piloterne til afstemning blandt medlemmene i DPF og søsterforbundene i Sverige og Norge, og den løber frem til midnat den 5. august.