Dyre ure oversvømmer markedet efter krypto-kollaps
Det er blevet nemmere at få fat i et trofæ-ur som Rolex og Patek efter nedturen for kryptovalutaerne.
Brugtpriserne på nogle af verdens dyreste ure er på vej ned efter kollapset i flere kryptovalutaer.
Efterspørgslen på Rolex, Patek Philippe og Audemars Piguet er simpelthen faldet, og derfor er der kommet flere ure til salg end tidligere, skriver Bloomberg.
Det er typisk ure som Rolex Daytona eller Patek Nautilus 5711A, der tidligere var svære at få fingre i, og dermed blev priserne drevet op.
Men efterspørgslen er faldet og der er kommet flere af den slags ure til salg, oplyser den tyskbaserede platform for brugte ure, Chrono24.
Faldet i den svimlende værdiansættelse af kryptovaluta ”har direkte påvirket prissætningen af luksusure fra mærker som Rolex og Patek Philippe,” skriver Chrono24 i en mail til Bloomberg.
Platformen har mere end en halv million ure noteret til salg på sin hjemmeside.
De mange nye velhavere inden for kryptovalutaer, som eksempelvis Bitcoin, frembragte en helt ny købergruppe, hvilket igen fik priserne til at stige voldsomt på især Rolex.
Chrono24’s viceamd. direktør Tim Stracke siger, at prisfaldet på nogle modeller repræsenterer en normalisering, da priserne for de mest eftertragtede ure kommer tættere på lignende modeller.
Prisen på et Patek Philippe Nautilus 5711A var på et tidspunkt helt oppe på 240.000 dollars (ca. 1,7 mio. kr.), mens det nu kan købes for 190.000 dollars ( knap 1,4 mio. kr.)
Den pris på det eftertragtede ur skal dog stadig ses i forhold til en butikspris på under 260.000 kr. - hvis man overhovedet kan komme i betragtning til at købe det.
Selv om der er blevet længere mellem kryptovelhaverne, så oplevede Chrono24 alligevel, at deres omsætning målt på volumen lå 50 pct. højere i første halvår end tidligere.
Chrono24 parrer private købere og sælgere.

