Fortsæt til indhold

Ferrari leverer rekordmange biler

Den ikoniske producent af superbiler, Ferrari, har haft et kvartal, der med rette kan skrives ind i historiebøgerne, og opjusterer nu forventningerne til året.

Ferrari har leveret 3.455 biler i løbet af de seneste tre måneder. Det er flere end nogensinde før.
Erhverv

Mens prisen på en beskeden pakke Lurpak er steget med næsten en tredjedel, renten på boliglånet er gået op, og eksperter diskuterer, om en global recession er på vej, er markedet for superbiler brandvarmt.

Det ses ikke mindst hos den mest ikoniske producent, Ferrari. I løbet af de seneste tre måneder, har den italienske producent med den stejlende hest leveret 3.455 biler. Til sammenligning leverede Ferrari 2.685 sportsvogne i andet kvartal 2021.

Den høje aktivitet sender Ferraris omsætning for andet kvartal 2022 op på 9,7 mia. kr., mens overskuddet ender på 1,9 mia. kroner.

»Ferrari fortsætter sin periode med stærk vækst, omsætning og driftsresultat. Kvaliteten af disse seks første måneder i året viser robustheden ved vores forretning og giver anledning til at øge vores forventninger til 2022 på alle parametre,« siger adm. direktør for Ferrari, Benedetto Vigna, i regnskabet.

Ferrari øger sine forventninger til omsætningen fra 35,7 mia. kr. til 36,5 mia. kr., mens forventningerne til drifstresultatet ligeledes får et nøk op til mellem 12,7 og 12,9 mia. kroner.

Det er dog de færreste af de mange nye Ferrari-sportsvogne, som er blevet sendt til Danmark. Ifølge de seneste tal fra Danske Bilimportører, blev der blot indregistreret én ny Ferrari i første halvår af 2022.

Artiklens emner
Ferrari
De Danske Bilimportører