IMF vil sende regning for dyr energi videre til forbrugerne
Hvis de europæiske regeringer vælger at holde hånden under de høje energipriser, vil den høje inflation fortsætte unødvendigt længe, advarer Den Internationale Valutafond.
Siden forrige år er priserne på olie fordoblet, for kul er de firedoblet, mens prisen på naturgas er syvdoblet. Det kan mærkes ude i de europæiske hjem, hvor man nu skal tænke sig om en ekstra gang, før man tager et langt bad eller skruer op for temperaturen.
Selvom det kommer til at gøre ondt, advarer den Internationale Valutafond (IMF) dog i et analysepapir på det kraftigste mod, at de europæiske lande holder hånden under priserne, som det bl.a. sker i en række sydeuropæiske lande og Tyskland.
»Landene bør tillade, at den fulde prisstigning går videre til slutbrugerne for derved at opfordre til at spare på energi og skifte væk fra fossil energi,« skriver IMF i en kommentar til analysen.
I alt vurderer Den Internationale Valutafond, IMF, at europæeres leveomkostninger stiger med syv pct. i år, da de høje energipriser ikke blot slår igennem på el- og varmeregningen, men også på en lang række fødevarer. Det kommer især til at ramme fattigere husstande, som bruger en større andel af indkomsten på basale fødevarer og energi i forhold til rigere husstande.
»Lovgivning bør skifte væk fra bredspektret støtte som priskontrol til målrettet støtte som udbetalinger til lavindkomst husstande, som rammes hårdest af de højere energiregninger,« skriver IMF.
Hvis de europæiske regeringer ikke vælger denne vej, advarer IMF om, at de høje energipriser og inflation vil fortsætte unødvendigt længe.
I april i år vedtog regeringen at udbetale en varmecheck i form af et engangsbeløb på 6.000 kr. til husstande, der får sin varme fra et gasfyr eller gennem fjernvarme med en høj andel af naturgas, med en årlig indtægt på under 650.000 kroner.