Fortsæt til indhold

Største fald i EU: Danske forbrugere står på bremsen

Målt i mængder falder detailsalget i Danmark hurtigere end i noget andet EU-land. Salget af fødevarer er nu det laveste siden årtusindskiftet.

Erhverv

Salget i dansk detailhandel falder hurtigere end i noget andet EU-land.

Målt i mængder faldt salget i de danske butikker med 9,5 pct. i juni sammenlignet med juni 2021.

Det viser nye opgørelser fra Eurostat.

Det fremgår, at Danmark i særklasse er det EU-land, hvor opbremsningen i forbruget har været hårdest. I Tyskland og Holland er detailsalget de seneste år faldet 8,8 pct., mens resten af EU-landene har mere moderate fald eller ligefrem stigende salg i juni.

Den store reduktion i det samlede danske detailsalg skyldes først og fremmest et dramatisk fald i salget af fødevarer og andre dagligvarer. Det viser opgørelser fra Danmarks Statistik.

Det fremgår, at salget i denne varekategori siden januar er faldet 7,3 pct. målt i mængder.

Dermed er det mængdemæssige salg af fødevarer og andre dagligvarer faldet til det laveste niveau i de 22 år statistikken rækker bagud. Faldet i salget af fødevarer og andre dagligvarer har det seneste halve år været større end under finanskrisen.

Til Finans oplyser flere kilder, at den voldsomme opbremsning i forbruget især er gået hårdt ud over salget af kød i dansk detailhandel.

De seneste 12 uger er salget af oksekød faldet 25 pct., mens salget af grisekød og fjerkrækød er reduceret henholdsvis 5 pct. og 3 pct.

I detailhandlen og fødevareindustrien forklares opbremsningen i salget helt entydigt med de seneste måneders massive bølge af prisstigninger.

Når Danmark er det EU-land, hvor forbruget falder mest, kan det hænge sammen med, at Danmark i forvejen havde de højeste forbrugerpriser i EU.

Forbrugerne spænder nu livremmen ind og hele vejen gennem værdikæden er omfanget af madspild reduceret drastisk. I supermarkederne bliver de varer, der har kort holdbarhed nu revet væk, når prisen sættes ned.

Mens salget opgjort i mængder er styrtdykket, betyder prisstigningerne at udviklingen i omsætningen i sagens natur er helt anderledes. Opgjort i værdi er detailomsætningen af fødevarer og andre dagligvarer således steget 3 pct. det seneste år. I samme periode er forbrugerpriserne på fødevarer i gennemsnit steget 13,6 pct.

Dvs., at forbrugerne i vid udstrækning har udlignet effekten af de stigende priser ved at skære ned på forbruget eller vælge billigere varer.

Artiklens emner
Detailbranchen
Fødevareindustrien