Benzinprisen falder til under 15 kroner for første gang i månedsvis
Benzinpriserne har været på himmelflugt og slået alle rekorder, siden Rusland invaderede Ukraine. I løbet af sommermånederne er priserne dog faldet meget.
Benzinen har ikke været billigere i månedsvis.
I dag nåede pumpeprisen for en liter for første gang siden 26. april under barrieren 15 kr. for en liter. Det viser de seneste tal fra Circle K. Dags dato skal du nemlig blot slippe 14,99 kr. for en liter en blyfri 95.
Benzinpriserne har været atypisk høje lige siden Ruslands invasion af Ukraine, som har givet bølgeskvulp på de globale energimarkeder. Ved Ruslands invasion lå literprisen på 13,59 kr., men steg kort tid efter til 16,09 kr. for en liter den 9. marts, hvilket var historisk højt.
Rekorder er dog til for at blive slået og 3. juni nåede benzinprisen sit foreløbige rekordniveau herhjemme med 18,39 kr. for en liter blyfri 95. Det var næsten det dobbelte af, hvad prisen var blot to år forinden.
I løbet af sommermånederne er prisen dog faldet støt og er nu nået under 15 kr. literen. Men der er stadig tale om ganske høje priser, da benzinprisen i årtierne forud for sidste sommer som oftest har balanceret mellem 9 og 12 kroner for en liter.
De høje priser har påvirket danskernes kørelyst, har Peter Rasmussen, brændstofs- og energiekspert hos Circle K, tidligere udtalt til Finans.
»Den seneste tid, hvor priserne har været ekstraordinært høje, kan vi se i vores data, at privatforbruget er faldet. Danskerne tænker simpelthen mere over, om det er nødvendigt at køre især de længere ture,« sagde han.
Både Circle K og andre danske brændstofudbydere herhjemme har tidligere udtalt, at man forventer, at de høje brændstofpriser vil fortsætte året ud.