Her er, hvad du skal vide om Donald Trumps Mar-a-Lago, der lige er blevet ransaget af FBI
Den tidligere præsident Donald Trump gjorde en god investering, da han købte Mar-a-Lago.
58 soveværelser, 33 badeværelser og 6 tennisbaner.
Det er bare noget af det, som du finder på den tidligere præsident Donald Trumps resort Mar-a-Lago. Resortet blev mandag ransaget af FBI-agenter.
FBI skulle eftersigende være på jagt efter ting, som Donald Trump uretmæssig tog med sig fra Det Hvide Hus, oplyser The New York Times.
Den tidligere præsident befandt sig i Trump Tower i New York, da ransagningen fandt sted.
»Mit smukke hjem, Mar-A-Lago i Palm Beach i Florida, er i lige nu under belejring, angreb og besat af en stor gruppe FBI-agenter«, har Donald Trump udtalt om situationen, ifølge CNN.
Resortet ligger i Palm Beach i Florida, og siden 1985 har Donald Trumps navn været på postkassen. Det præcise beløb, som han betalte for det, kender man ikke, men man estimerer, at det har været omkring 10 mio. dollars, skriver Homes and Gardens.
Det er heller ikke et småbeløb, den tidligere præsident har tjent på sit resort. For selvom det er svært at prissætte, vurderer Forbes, at værdien på ejendommen er steget til 160 mio. dollars. Dermed har forretningsmanden tjent mere end 1 mia. kr. på Mar-a-Lago.
I 1995 åbnede forretningsmanden Donald Trump en privat klub på adressen, hvor jetsettere i Palm Beach kunne nyde godt af hans pool med havudsigt, skønhedssalonen, tage et slag tennis eller sove en nat på det luksuriøse hotel.
Det kræver dog, at du bliver medlem af Mar-a-Lago, før du kan få glæde af de mange faciliteter. Et medlemskab koster 200.000 dollars, og så betaler man 14.000 dollars hvert år for at forny det. Til gengæld får du så muligheden for at møde den tidligere præsident i hans generøse omgivelser, oplyser The Pricer.
2017 var Donald Trumps første år i præsidentembedet. Her tjente han over 25 mio. dollars på Mar-a-Lago. Indtjeningen har dog været faldende i årene efter. I 2019 tjente han omkring 21 mio. dollars. på den eksklusive klub i Palm Beach, skriver The Hill.


