Turismen er tilbage i storform, men en ting bekymrer
Danmark har flere overnatninger end før coronakrisen. Tyske gæster dominerer, og den store afhængighed af et enkelt marked bekymrer VisitDenmark.
Der var i årets første seks måneder flere overnatninger på hoteller, i sommerhuse, på feriecentre og campingpladser end i samme periode før coronakrisen.
Dermed har turismen i Danmark fået et overraskende stærkt comeback.
Det er især danske gæster, som sikrer rekorden. Aldrig har flere danskere holdt ferie og overnattet i deres eget land.
Samlet var der 24,5 mio. overnatninger i første halvår, og det er en vækst på 13 pct. sammenlignet med 2019. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
De udenlandske overnatninger ligger 4,2 pct. over det tidligere niveau. Den fremgang skyldes først og fremmest flere tyske gæster i feriehusene. Der var i første halvår 2022 16 pct. flere udenlandske overnatninger i feriehusene end i 2019, og udenlandske campingovernatninger gik hele 21,5 pct. frem.
Begynder det tyske marked at svigte, er det langt fra sikkert, at væksten i de udenlandske overnatninger fortsætter.Jan Olsen, adm. direktør VisitDenmark
»Fortsætter året på samme måde, er der håb om, at vi rammer 2019-niveauet allerede i år. Det er tidligere end forventet og hårdt tiltrængt, for efterslæbet har været markant i to år med stærkt coronapåvirkede rejsemønstre, der har givet dansk turisme et omsætningstab på 59 mia. kr.,« siger adm. direktør Jan Olsen fra VisitDenmark.
Når det gælder hotellerne, er der samlet set en fremgang på 3,2 pct. siden 2019, men fremgangen dækker over et fald i de udenlandske overnatninger på 17 pct. og en fremgang på 18 pct. i de danske. De oversøiske markeder ligger alle under 2019 niveau.
På hotellerne fylder tyskere mest blandt de udenlandske gæster. Og netop den tyske dominans giver anledning til bekymring hos VisitDenmark.
»Det øger vores afhængighed af et marked, der risikerer recession og som kan få store økonomiske udfordringer på grund af energikrise, inflation og mulig opbremsning i det private forbrug. Begynder det tyske marked at svigte, er det langt fra sikkert, at væksten i de udenlandske overnatninger fortsætter. Det vil give dansk turisme store udfordringer, især hvis danskerne vælger at rejse lige så meget ud som tidligere,« siger Jan Olsen.

