Fortsæt til indhold

Fox News viser falsk billede af Trump-dommer på TV

Det amerikanske medie har vist et fotoshoppet billede af dommer Bruce Reinhart, som underskrev ransagningskendelsen på den nylige FBI-ransagning af Donald Trumps hus. Billedet viser Reinhart med Ghislaine Maxwell.

Brian Kilmeade, længst til højre, var vært da Fox News onsdag kom til at vise det falske billede. Arkivfoto: AP/Richard Drew
Erhverv

Det kan være farligt at vise billeder uden at kende ægtheden af dem. Det må Fox News sande, efter at det amerikanske medie onsdag kom til at vise et billede af dommeren Bruce Reinhart, der angiveligt skulle være blevet fanget siddende i et fly sammen med Jeffrey Epsteins tidligere kæreste Ghislaine Maxwell.

Det skriver The Guardian.

Det var gæsteværten Brian Kilmeade, der kom til at vise de amerikanske seere et photoshoppet billede af den amerikanske dommer, som har underskrevet ransagningskendelsen på den nylige FBI-ransagning af Donald Trumps hus.

Billedet forestiller Bruce Reinhart siddende med en flaske spiritus i den ene hånd og en pakke Oreo-kiks i den anden, mens hans fødder er i Ghislaine Maxwells skød, som sidder overfor.

»Det her er den dommer, der har underskrevet den kendelse... Vi må se, om han snart vil udlevere den... Han kan godt lide Oreos og whiskey,« sagde værten mens billederne kørte.

Men billedet var altså ikke ægte, og det oprindelige billede af dommeren stammer i stedet fra 2017, hvor Bruce Reinhart ventede på at en kamp med det amerikanske fodboldhold New York Giants skulle til at gå i gang.

»Vi kæmper med en orkan i starten af fodbold-sæsonen. Sidder på min terrasse beskyttet af Kevlar-skærme, der er boltet fast. Håber elektriciteten holder til og med Giants-Dallas kampen i aften,« skrev han dengang billedet blev lagt op på det sociale medie Twitter.

Bruce Reinharts krop er senere hen blevet fotoshoppet ind på et billede, som den tidligere finansmand og dømte sexforbryder Jeffrey Epstein tidligere har lagt op. Her sad Jeffrey Epstein med fødderne i den daværende partner Ghislaine Maxwells skød.

Jeffrey Epstein blev i 2019 fundet død i sin fængselscelle, mens Ghislaine Maxwell for nylig har appelleret en fængselsdom på 20 år, som hun blev idømt i juni i år. Hun blev blandt andet dømt for at have rekrutteret og manipuleret fire piger til at have seksuelle møder med Epstein i perioden mellem 1994 og 2004.

Artiklens emner
Fox News
Ghislaine Maxwell