Serieinvestoren Morten Lunds koncern er sendt til tvangsopløsning
Morten Lund har endnu engang knas i sine virksomheder. Nu er koncernen sendt til opløsning.
Først blev den kendte serieinvestor Morten Lunds virksomhed, Elleville Vejby, der står bag et stort prestigebyggeri, sendt i rekonstruktion. Nu er det hele koncernen bag, der står for skud, viser nye oplysninger fra CVR-registret.
Morten Lunds koncern, Salutation, der står bag et stort netværk af virksomheder, er nemlig blevet sendt til tvangsopløsning.
»Vi er ved at rekonstruere det hele, så vi kan komme i gang med vores store drømme. Det har mildest talt været lidt svært med alle de ting de sidste par år, corona og alt mulig mærkeligt,« siger Morten Lund om moderselskabets opløsning.
Ifølge et påkravsbrev, som FINANS har fået aktindsigt i, skyldes opløsningen, at Salutation ikke har afleveret deres årsregnskab rettidigt.
En af virksomhederne under koncernen er ’5th Element POPUP’. Her er den prisbelønnede arkitekt Bjarke Ingels blandt medejerne. Datterselskabet er også sendt til opløsning.
»Vi sætter alt ind for at få det til at virke, flere kommentarer har jeg ikke,« siger Morten Lund.
Regnskabet for 2020, som er det nyeste regnskab, viser, at Salutation havde et underskud på knap 4 mio. kr. I 2019 var underskuddet på næsten 2 mio. kr.
Morten Lund og Bjarke Ingels har længe kørt et partnerskab i byggeprojektet Elleville, der er en økolandsby. Elleville har været undervejs i seks år, og ifølge hjemmeside skulle byen åbne delvist den 1. august 2022.
Dog er det storstilede byggeprojekt, der byder på mere end 74 boliger, stadig i problemer . Tilbage i juni 2022 røg virksomheden bag Elleville under rekonstruktion, og er det fortsat, ifølge CVR-registret.
Da firmaet gik under rekonstruktion, sagde partner hos Horten, Nicolai Dyhr, at han troede på projektets overlevelse og en refinansiering. Nicolai Dyhr, der behandlede rekonstruktionen, ville ikke fortælle, hvor meget gælden lød på, men kunne sige, at langt de fleste af kreditorerne i byggeprojektet var panthavere.
Optimismen hos Nicolai Dyhr skyldtes især, at projektet var tegnet af Bjarke Ingels Group og byggeriets placering nær det eftertragtede Tisvildeleje.
Der er også optimisme at spore hos Morten Lund, da han får spørgsmålet om Elleville-projektet kører videre, her svarer han kort:
»Ja, vi giver aldrig op.«
Det er dog ikke kun rekonstruktion og tvangsopløsning, som forretningsmanden Morten Lund har stået overfor.
Tidligere har han kastet sig ind i gratisavisen Nyhedsavisen som millioninvestor. Det forretningseventyr endte dog i 2009, hvor han blev erklæret personligt konkurs af Sø- og Handelsretten.