Mærsk går glip af milliarder: Kæmpe handel med kinesere går i vasken
Mærsk stod til at få over syv mia. kr. i kassen for et salg af sin containerproducent. Men nu er handlen gået i vasken i sidste øjeblik.
A.P. Møller-Mærsk kan næsten gå på vandet for tiden, men nu må den danske rederikoncern indkassere et sjældent og noget uventet nederlag.
Et storstilet salg af rederiets containerproducent er gået i vasken i sidste øjeblik, efter at den kinesiske køber pludselig har trukket sig.
Det overraskende kollaps kort før målstregen skyldes, at konkurrencemyndighederne har stillet sig så meget på bagbenene, at det ikke længere giver mening at gennemføre milliardhandlen.
Dermed må Mærsk vinke farvel til mere end syv mia. kr., som rederiet stod til at få i kassen på salget af Maersk Container Industry (MCI).
»Det er uheldigt, at transaktionen ikke kommer til at ske trods bestræbelserne fra begge parter,« udtaler Mærsks finansdirektør Patrick Jany i en pressemeddelelse.
Mærsk beholder istedet ejerskabet af virksomheden, som fremstiller kølecontainere til at transportere letfordærvelige varer.
Det er uheldigt, at transaktionen ikke kommer til at ske trods bestræbelserne fra begge parterPatrick Jany, finansdirektør, A.P. Møller-Mærsk
Maersk Container Industry blev sat til salg i maj 2021. Få måneder senere kunne Mærsk fortælle, at det havde fundet en aftager.
Køberen var China International Marine Containers (CIMC). Selskabet er bl.a. ejet af en af Mærsks største konkurrenter – den kinesiske, statsejede rederigruppe Cosco Shipping – og China Merchants Group, som hører under transportministeriet i Kina.
Prisen lød på 987,3 mio. dollars – eller hvad der svarer til ca. 7,3 mia. kr. ved dagens kurs. Dengang regnede Mærsk med, at handlen ville gå igennem senest i løbet af 2022, når den var godkendt af konkurrencemyndighederne.
Men nu har køberen så valgt at trække sig knap et år efter, at handlen blev meldt ud i september 2021. Det skyldes, at transaktionen er stødt på »betydelige regulatoriske udfordringer,« som spænder ben for handlen.
Mærsk fortæller ikke noget om, hvor modstanden kommer fra, eller hvad den består i. Det står dog klart, at de tyske konkurrencemyndigheder har undersøgt handlen siden december 2021.
Maersk Container Industry har tidligere været lidt af et problembarn for Mærsk og kørte i flere år med massive underskud. Fra 2013 til 2018 tabte selskabet næsten to mia. kr.
Siden da har der imidlertid været sorte tal på bundlinje på bagkant af en omfattende spareplan, som har medført tusindvis af fyringer og lukninger af to fabrikker i San Antonio i Chile og Dongguan i Kina.
Mest opsigtsvækkende var lukningen af containerfabrikken i Chile. Her mistede 1.200 ansatte deres arbejde, da Mærsk lukkede ned.
Maersk Container Industry har i dag omkring 2.300 ansatte fordelt på en fabrik i kinesiske Qingdao og en test- og researchenhed i Tinglev i Sønderjylland. I 2021 lød omsætningen på 4,1 mia. kr., mens bundlinjen viste et plus på 237 mio. kr.

