Fortsæt til indhold

Sanjay Shah har fået udskudt sagen om udlevering til Danmark

Briten Sanjay Shah har siden maj siddet fængslet og afventet, om han bliver udleveret til Danmark. Han er hovedmistænkt i en sag om svindel med udbytteskat for 12,7 mia. kr.

Den britiske forretningsmand, Sanjay Shah, som er mistænkt for milliardsvindel i Danmark, har lanceret en blog. Foto: Screendump
Erhverv

Den 51-årige britiske statsborger Sanjay Shah, der har bopæl i Dubai og er hovedmistænkt i en gigantisk svindelsag, har fået udsat sin sag om udlevering i Danmark.

Det skriver flere danske medier - heriblandt Børsen.

Det var ellers planen, at sagen mod Sanjay Shah skulle finde sted mandag i Dubai, men nu er den ifølge flere medier udsat til den 5. september i år.

Shah har siddet fængslet siden maj 2022 på baggrund af en international arrestordre fra Danmark, hvor han er tiltalt for at have begået bedrageri for over 9 mia. kr. og forsøg på bedrageri for yderligere en halv mia. kr. i perioden 2012-2015.

Udover briten er yderligere syv udenlandske forretningsfolk tiltalt i straffesagen, der oprindeligt skulle have været indledt ved Retten i Glostrup i oktober. Sagen måtte dog udsættes til august 2023 for at skaffe mere tid til at få de tiltalte udleveret til strafforfølgning.

Ifølge Børsen var Sanjay Shah ikke selv til stede i retten mandag, da hans sag blev udskudt.

Mediet skriver, at det er en lokal dommer ved retten i Dubai, der har udsat beslutningen om, hvorvidt Sanjay Shah skal udleveres til Danmark eller ej.

Sanjay Shah har været en særlig udfordring, fordi han i adskillige år har boet i Dubai, som Danmark ikke har haft en udleveringsaftale med.

Det ændrede sig imidlertid i marts, og det er med den i hånden, at anklagemyndigheden længe har forsøgt at få briten fløjet til Danmark, så han kan blive stillet for en dommer.

Sagen om formodet svindel med udbytteskat blev opdaget i 2015, da det gik op for skattevæsenet, at en kreds af forretningsmænd og selskaber uretmæssigt havde fået refunderet udbytteskat for milliarder af kroner.

Sanjay Shah har lige siden fastholdt sin uskyld og sagt, at han blot udnyttede et hul i skatteloven.