Før konkurs: Jesper "Kasi" Nielsen brugte firmakort til privat forbrug
Den personlige konkursbehandling mod Jesper "Kasi" Nielsen er afsluttet. Kurator fandt 2,36 kr. i frie aktiver hos den kendte erhvervsmand.
Jesper "Kasi" Nielsen har de seneste år været involveret i en stribe konkurser og gik endda selv personligt konkurs.
Netop hans eget personlige konkursbo er blevet afsluttet. Kreditorerne i konkursboet med krav for over 70 mio. kr. mod Jesper "Kasi" Nielsen må dog se langt efter deres penge.
For kurator Henrik Selchau Poulsen fra Bruun & Hjejle identificerede kun frie aktiver for 2,36 kr. hos Jesper Nielsen i løbet af den knap halvandet år lange konkursbehandling. Det viser slutredegørelsen, som Finans er i besiddelse af.
Hvad der måske er endnu mere opsigtsvækkende i slutredegørelsen, er at Jesper Nielsen i et år brugte det nu konkursramte smykkefirma Amazing Jewelrys firmakort til at betale for erhvervsmandens private forbrug.
»Jesper Laustrup Nielsen forklarede om årsagen hertil, at Amazing Jewelry ikke var ”finansielt stærk” i denne periode, og at Jesper Laustrup Nielsen derfor ikke modtog udbetalinger fra Amazing Jewelry,« står der i redegørelsen.
Siden solgte Jesper Nielsen såkaldte mini-andele i en potentiel earnout-gevinst fra Pandora. Provenuet fra salget gik videre til Amazing Jewelry, så Jesper Nielsen i slutningen af 2018 igen kunne få indbetalt sin sædvanlige månedsløn på 300.000 kr. fra Amazing Jewelry til sin private konto. Disse penge blev så sendt videre til nærtstående, fremgår det af redegørelsen.
I alt blev der udbetalt omkring 4,8 mio. kr. - i hovedtræk til nærtstående - på den måde over knap to år frem til Jesper Nielsens personlige konkurs i november 2020.
Kurator Henrik Selchau Poulsen var klar til at få de betydelige beløb krævet tilbage gennem en omstødelsessag. Men da Jesper Nielsens konkursbo var uden midler, og ingen kreditorer ville stille sikkerhed for yderligere undersøgelser, blev den mulige sag droppet.
Kammeradvokaten Boris Frederiksen, kurator i konkursboet efter Amazing Jewelry og andre selskaber relateret til Kasi-familien, har tidligere sat jagten ind på de millioner, som er kommet ind fra salget af mini-andele i den potentielle earnout-gevinst.
Det har undervejs i processen ført til en politianmeldelse og konkurskarantæne af Jesper Nielsen og flere fra Kasi-familien for den måde, som de lavede salget af miniandele på.
Efterforskningen af Jesper Nielsen og familien er stadig i gang, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Imens har Jesper Nielsen ifølge sin Linkedin det seneste år været aktiv for sin nye opfindelse Superbrand Jewelry, der drives gennem det danske selskab True Friend ApS ifølge brandets hjemmeside. True Friend-selskabet er ejet af Søren Colding, som kender Kasi-familien indgående.
Selvom Jesper Nielsen nu officielt ikke længere er personligt konkurs, vil han kunne gå konkurs endnu engang, hvis han kommer til penge. Det fortæller Henrik Selchau Poulsen.
»Hvis han (Jesper Nielsen, red.) måtte komme til aktiver, kan en kreditor indgive konkursbegæring igen,« skriver advokaten i en mail til Finans.
Finans har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Jesper "Kasi" Nielsen til denne artikel.


