Fortsæt til indhold

Musikbranchen har fundet melodien ovenpå hårde år med Covid-19

Den samlede omsætning i den danske musikbranche forventes i år at lande på lige knap fem mia. kr., hvilket vil være en rekord.

Det er især koncerter og festivalers tilbagevenden ovenpå corona, der er med til at trække omsætningen i musikbranchen op. Foto: Casper Dalhoff
Erhverv

Efter nogle træge år, hvor den danske musikbranche har været i knæ på grund af gentagne nedlukningerne af samfundet, virker det nu til, at der igen er ved at komme gang i trommepedalerne.

Det viser en ny analyse af musikmarkedet, som PwC har foretaget.

Streamingmarkedet har været fuldstændig upåvirket af COVID-19, og modsat markedet for live-musik har streaming været en stabil vækstmotor for hele branchen.
Leif Ulbæk Jensen, partner i PwC

Her fremgår det, at den samlede omsætning i den danske musikbranche i 2022 forventes at komme lande på 4,9 mia. kr., hvilket vil blive en ny rekord for omsætningen i det danske musikmarked.

Det er samtidig en stigning i omsætningen på knap 60 pct, hvis man sammenligner med 2021, ifølge analysen, der også forsøger at tegne et billede af det forventede musikmarked de kommende fire år frem.

»Der er kommet gang i festivalerne og koncerterne igen, og det driver musikbranchens store fremgang og comeback fra sidste år. Musikbranchen ligger nu en smule over niveauet i 2019, og vækstraterne fremover ligger stabilt på 2 % pr. år frem mod 2026,« siger Leif Ulbæk Jensen, partner og medieekspert i PwC.

Det er især markedet indenfor live-musik, der trækker væksten. Her er stigningen på 115 pct., hvis man sammenligner med sidste år, og det skyldes i høj grad de mange festivaler og koncerter, der står i kontrast til de seneste års aflysninger på grund af covid-19 krisen. I alt står indtægter fra billetsalg og sponsorer for 3,7 mia. kr. af den forventede omsætning i år.

Det er ikke kun i Danmark, hvor musikbranchen har fundet melodien. De samme tendenser ses i både Sverige og Norge, hvor der ligeledes er en fremgang for livemusikken på henholdsvis 90- og 107 pct. Globalt er fremgangen for live-musik 93 pct.

Analysen peger derudover på, at også markedet for streaming er i en opadgående kurve på trods af, at det spiller andenviolin, når det kommer til betydningen for den samlede omsætning. Her er der sket en stigning på 7 pct. i væksten sammenlignet med sidste år, hvilket passer med den gennemsnitlige vækst de seneste fem år.

Samlet set udgør omsætningen fra streaming i omegnen af 885 mio. kr. fordelt på annonce- og forbrugerindtægter.

»Streamingmarkedet har været fuldstændig upåvirket af COVID-19, og modsat markedet for live-musik har streaming været en stabil vækstmotor for hele branchen. Dog udgør streaming knap en femtedel af det samlede musikmarked, så selvom streaming er et stabilt voksende marked, er musikbranchen meget afhængig af live-musik,« uddyber Leif Ulbæk Jensen.

Globalt forventes det samlede musikmarked at omsætte for 481 mia. kr. i 2022.

Artiklens emner
Kultur
PWC