Fortsæt til indhold

Tusindvis af barnevogne tilbagekaldes: Barn har fået amputeret fingeren

Det amerikanske selskab Uppababy må nu tilbagekalde 14440 barnevogne, efter et barn har fået amputeret en finger, der kom i klemme mellem skivebremser på baghjulene.

Uppababy er ikke kommet med nogen kommentar på tilbagekaldelsen af barnevognene, foruden selskabsmeddelelsen. Modelfoto: Adobe Stock
Erhverv

Der skal være styr på sikkerheden, når man anskaffer sig en barnevogn. Men nu må det amerikanske selskab Uppababy sande, at det ikke er tilfældet på i alt 14400 barnevogne, som selskabet har solgt.

Et barn har nemlig fået amputeret fingeren, efter den kom i klemme mellem bagbremserne - og derfor tilbagekalder Uppababy nu alle solgte modeller af typen ”All-Terrain Ridge Jogging”, der koster i omegnen af 600 dollars.

Det skriver Uppababy i en meddelelse på selskabets egen hjemmeside.

»Barnevognens bageste skivebremser har åbninger, der kan forårsage amputation eller flænge, hvis et barns fingerspids bliver fanget i åbningerne, mens klapvognen er i brug,« skriver selskabet.

Uppababy skriver derudover, at barnet, der har mistet sin finger, ikke har siddet i barnevognen, da fingeren kom i klemme mellem skivebremserne.

Barnevognene er blevet solgt hos en række udenlandske forhandlere som Amazon, BuyBuyBaby, Nordstrom, Neiman Marcus og Pottery Barn Kids.

Barnevognene har et serienummer, der begynder med ”1401RDGUS”, og som fremgår på højre side af vognen ovenover baghjulene, skriver det amerikanske medie CNN. Barnevognene har en sort ramme, og er blevet solgt i tre forskellige farver.

Kunder, der har købt barnevognene, bliver bedt om straks at tilbagelevere dem for at få udskiftet bremserne på begge baghjul. Uppababy oplyser derudover, at reparationen er gratis - og at barnevognene er blevet solgt i perioden oktober 2021 og frem til august i år.