Bankchefer havde bog med sexistiske jokes om kvinder
Forfatteren til bogen mener, at den har været med til at skabe en »hyggelig« stemning, men erkender også, at den kan misforstås.
En række ledere fra den canadiske storbank Canadian Imperial Bank of Commerce, CIBC, der har mere end 40000 ansatte, har i mere end et årti haft en bog fuld af sexistiske jokes om kvinder. Det er kommet frem ved en sag om ansættelsesret i London.
Det skriver mediet Bloomberg.
Beskyldningerne har sat dagens lys ved en retssag, hvor Zhuofang Wei, der selv har haft en ledelsesrolle i selskabet, anklagede banken for seksuel diskrimination.
Jeg er meget skuffet over, at ansættelsesretten nåede frem til den konklusion. Jeg ville gerne være i stand til at fortælle min historie, fordi jeg i min karriere har kendt så mange kvinder, der har været udsat for uretfærdig behandlingZhuofang Wei, tidligere medarbejder hos CIBC
Hun fortalte blandt andet, hvordan bogen og vittighederne deri blev brugt i forbindelse med julefrokostarrangementer, og at disse, ifølge Wei, var fulde af fornærmelser overfor kvinder.
Dommer Holly Stout gav da også Wei ret i dele af sin anklage, og sagde blandt andet i retssalen:
»Bogen og brugen af den til julefrokosten fremmede en kultur, hvor fremsættelsen af seksuelle kommentarer om kvinder blev betragtet som normalt og acceptabelt«
Dommeren indvendte dog, at Zhuofang Wei selv havde deltaget så aktivt i begivenhederne, at der næppe kunne være tale om, at hun blev så diskrimineret, som hun selv gav udtryk for. Derfor fik hun heller ikke medhold i sin anklage på trods af, at dommeren var enig i vurderingen af, at der har været en sexistisk kultur.
»Jeg er meget skuffet over, at ansættelsesretten nåede frem til den konklusion. Jeg ville gerne være i stand til at fortælle min historie, fordi jeg i min karriere har kendt så mange kvinder, der har været udsat for uretfærdig behandling, men som ikke var så privilegerede, som jeg er, til at kunne indbringe deres krav for en domstol,« skriver Wei i en mail til Bloomberg.
Forfatteren til bogen har i forbindelse med retssagen udtalt, at bogen var til for at skabe god stemning på arbejdspladsen, men erkender også, at den kan misforstås - mens en talsmand fra banken udtaler:
»CIBC er fast forpligtet til at have en kultur med omsorg for vores kunder, vores lokalsamfund og vigtigst af alt for vores eget team, og det forventes, at hver af os fremmer en inkluderende, respektfuld og retfærdig arbejdsplads«


