Fortsæt til indhold

Er en del af milliardstor retssag: TV-værter skal afgive vidnesbyrd

Nogen af de mest prominente TV-værter på Fox News har i de seneste uger brugt tid fra skærmen for i stedet at afgive forklaring for en domstol, der skal være med til at afgøre en retssag, hvor tv-kanalen er sagsøgt for knap 12 mia. kr.

Tucker Carlson var ondsag for retten, hvor han skulle afgive sit vidnesbyrd. Foto: AP Photo/Richard Drew
Erhverv

Retsdokumenter fra USA viser nu, at tre af de mest prominente TV-værter på den amerikanske kanal Fox News, er blevet bedt om at afgive forklaring i en retssag, hvor virksomheden Dominion Voting Systems, der gør det muligt at afgive valgstemmer digitalt, har sagssøgt Fox News for knap 12 mia. kr.

Det skriver CNN.

Der er tale om de tre værter Tucker Carlson, Sean Hannity og Maria Bartiromo - og mens de to af dem allerede har afgivet deres forklaring, så skal sidstnævnte afgive hendes i næste uge. De tre værter er alle nævnt ved navn i Dominion Voting Systems søgsmål mod TV-stationen.

Fox News tog en lille flamme af misinformation og forvandlede det til en skovbrand
Dominion Voting Systems anklageskrift

Her anklager selskabet TV-stationen for at sprede løgne om valgsvindel, der i sidste ende er gået udover selskabets omdømme og troværdighed. Et eksempel er, da TV-stationen viderebragte anklager om, at præsidentvalget i 2020, hvor Donald Trump tabte, var snyd - og at Dominion Voting Systems var medvirkende til det.

»Fox News tog en lille flamme af misinformation og forvandlede det til en skovbrand« står der blandt andet i anklageskriftet, hvor virksomheden også anklager Fox News for hensynsløst at tilsidesætte sandheden for i stedet at deltage i en misinformationskampagne.

Det står endnu hen i det uvisse, hvad TV-værterne har sagt i deres forklaring, men Fox News har tidligere afvist alle anklager og i stedet ytret, at mediet er »stolt« af sin valgdækning - og at man føler sig overbevist om, at man vil vinde retssagen, da pressefrihed er fundamental for demokratiet.

»Erstatningskravene tjener ikke noget formål udover at prøve og forhindre vores journalister i at gøre deres arbejde,« siger en talsperson for Fox News, der i øvrigt påpeger, at erstatningsbeløbet er »vanvittigt«.

Dominion Voting Systems er ikke det eneste selskab, der tilbyder elektroniske stemmeafgivelser til valg, som har sagsøgt Fox News. Det har også selskabet Smartmatic. Her lyder kravet på 20 mia. kr.

Artiklens emner
Mediebranchen
Fox News