Overhalet af multirig inder: Jeff Bezos er ikke længere verdens næstrigeste person
Alene i år er Gautam Adanis formue næsten blevet fordoblet fra omkring 570 til mere end 1.000 mia. kr.
De fleste af verdens allerrigeste har set deres formuer skrumpe i løbet af 2022. Men især én person er bare klatret længere og længere op ad milliardærstigen.
Han begyndte året som nummer 14 på Bloombergs liste over verdens rigeste, men fredag overhalede han Amazon-stifteren Jeff Bezos og ligger nu nummer to.
Der er nok stadig en del, der ikke kender hans navn. Han hedder Gautam Adani og ejer et indisk konglomerat ved navn Adani Group. Under Adani Group er en række selskaber med forskellige forretningsområder - alt fra havne og lufthavne til datacentre og energi.
Aktierne i Adani Enterprises, der er konglomeratets flagskib, er steget 115 pct. siden årets begyndelse. For flere af selskaberne gælder det, at kursen er steget mere end 100 pct.
Derimod er kursen på mange af de store tech-virksomheder faldet. Amazon-aktien er faldet med 27,5 pct. siden januar, og det er en af årsagerne til, at Jeff Bezos’ formue er blevet mindre. Alene i år er hans formue skrumpet med 338 mia. kr. ifølge Bloombergs liste over verdens rigeste.
Gautam Adanis formue er derimod blevet næsten fordoblet i år og er nu på over 1.000 mia. kr.
Der er dog stadig et stykke op til verdens rigeste person, Tesla-stifteren Elon Musk, hvis formue er på svimlende 1.960 mia. kr.
Den 60-årige indiske forretningsmand droppede, ifølge Bloomberg, ud af college i begyndelsen af 1980’erne for at prøve lykken i Mumbais diamant-industri. Siden da har han udvidet forretningen med flere af de områder, som den indiske premierminister, Narendra Modi, anser som nødvendige for Indiens økonomiske vækst. Herunder datacentre, cement og grøn energi.
I dag er Gautam Adani med længder den rigeste person i Asien. Og det er første gang nogensinde, at en person fra Asien ligger så højt på Bloombergs milliardærindex, der i mange år har været domineret af hvide tech-entreprenører.



