Fortsæt til indhold

Ny opgørelse fra Dansk Industri: Særligt én branche er hårdt ramt af stigende energipriser

Omkring en tredjedel af industriens samlede energiforbrug anvendes på fødevarevirksomhederne.

De stigende energipriser er et »alvorligt økonomisk nyrestød« til flere brancher. Foto: Finn Frandsen
Erhverv

Energipriserne er på himmelflugt, og det går hårdt ud over landets virksomheder. Langt de fleste har højere udgifter, men der er stor forskel på, hvor meget.

Dansk Industri, som er Danmarks største erhvervsorganisation og arbejdsgiverforening, har opgjort hvilke brancher, der får den største ekstraregning. Og her er der især en branche, der stikker ud.

Føde- og drikkevareindustrien får nemlig, ifølge Dansk Industri, en energiregning på 6,7 mia. kr. mere sammenlignet med et almindeligt år.

Det hænger sammen med, at det er i den branche, der bruges mest energi.

»Det er en tredjedel af industriens samlede energiforbrug, der anvendes på fødevarevirksomhederne, og derfor gør det selvfølgelig ekstra ondt i den industri, når energipriserne stiger,« siger Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi, i en pressemeddelelse.

Også plast-, glas- og betonindustrien, den kemiske industri og metalindustrien rammes hårdt med meromkostninger på flere mia. kr.

»Der er en række brancher og rigtig mange virksomheder, der får et alvorligt økonomisk nyrestød i disse dage,« siger Troels Ranis.

Ud af de ti industribrancher, som opgørelsen nævner, har tekstil- og læderindustrien den laveste meromkostning på 230 mio. kr.

Tidligere har beregninger fra brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer vist, at dansk landbrug og fødevareindustri kan få en ekstraregning på helt op til 20 mia. kr.

Det har allerede fået nogle gartnerier til at lukke produktionen i de kommende vintermåneder, hvor kulde og mørke gør, at de ellers må skrue op for både varme og kunstigt lys.

»Nogle af de mest energitunge virksomheder – herunder gartnerier og bagerier – må erkende, at det simpelthen ikke er muligt og indstiller derfor produktionen,« sagde Martin Kristian Brauer, cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, i den forbindelse til Finans.

Artiklens emner
Fødevareindustrien
DI Energi