Fortsæt til indhold

Forærer sit livsværk væk: Patagonia-milliardær undgår kæmpe skatteregning

Selskabet er estimeret til at have en værdi på omkring 22 mia. kr.

Yvon Chouinard stiftede Patagonia i 1973. Foto: Al Seib/Ritzau Scanpix
Erhverv

Mere end fem mia. kr.

Så meget sparer Patagonia-stifteren, Yvon Chouinard, i skatteomkostninger ved at forære selskabet til velgørenhed i stedet for at sælge det.

Det skriver det amerikanske erhvervsmedie Bloomberg.

Onsdag kom det frem, at han ville forære milliardvirksomheden væk, for at bekæmpe klimakrisen.

»Vi gør Jorden til vores eneste aktionær. Jeg er dødseriøs om at redde den her planet,« sagde Yvon Chouinard i en pressemeddelelse.

I stedet for den milliarddyre skatteregning, slipper stifteren, ifølge flere medier, nu med en regning på omkring 130 mio. kr. Også hvis virksomheden skulle være gået i arv til familien, var den blevet væsentligt større.

Det var dog ikke med i overvejelserne, da transaktionen skulle struktureres, fortæller en talsperson for Patagonia.

»Der var aldrig en forespørgsel fra Chouinard-familien om at undgå skatter,« sagde Corley Kenna, talsperson i Patagonia, ifølge Bloomberg.

Men det er »meget problematisk« ud fra et demokratisk synspunkt, at rige mennesker på den måde kan undgå at betale skat, mener Ray Madoff, professor på Boston College Law School.

»Hvis nogen ville efterlade deres stemmer, når de dør, lader vi ikke folk gøre det. Men gennem disse organisationer gør de noget lignende. Og deres penge er så meget stærkere end en enkelt stemme,« siger hun til Bloomberg.

98 pct. af aktierne i Patagonia bliver overført til velgørenhedsorganisationen Holdfast Collective, hvor overskuddet skal bruges til at »bekæmpe klimakrisen og beskytte naturen«. De resterende 2 pct., der også er de stemmeberettigede aktier, overførest til det nyligt etablerede Patagonia Purpose Trust. På den måde har familien stadig kontrol over virksomheden.

Artiklens emner
Patagonia
Yvon Chouinard