Vicedirektør i Beyond Meat suspenderes efter at have bidt anden mands næse
Uenighed i en parkeringskælder efter en fodboldkamp resulterede i en anholdelse og efterfølgende suspension af Beyond Meats vicedirektør Doug Ramsey.
Dyrene spiser vi ikke, men mennesker - det er en anden sag.
I hvert fald, hvis man spørger den 53-årige vicedirektør i milliardvirksomheden Beyond Meat, Doug Ramsey, der lørdag blev anholdt og sigtet for at have bidt en anden mand i næsen.
Det skriver flere internationale medier, herunder bl.a. CNBC.
Beyond Meat, der bl.a. producerer veganske erstatningsprodukter, har efterfølgende valgt at suspendere direktøren - men uden at forklare hvorfor.
Flere medier spekulerer imidlertid i, om ikke det har noget at gøre med weekendens bizarre sigtelse.
Det var under et slagsmål efter en fodboldkamp i Arkansas, at Doug Ramsey besluttede sig for, i bedste Mike Tyson-stil, at tage tænderne i brug og bide hul på sin modstanders næse.
Han kom ligeledes med dødstrusler til den anden person, hvilket ifølge politirapporten blev udløst af uenighed i en parkeringskælder.
Doug Ramsey har været ansat som vicedirektør i Beyond Meat siden december 2022 efter mere end 30 år i den amerikanske fødevarevirksomhed Tyson Foods.
Det er endnu ikke meldt ud, hvorvidt suspensionen udløser en fyring, men indtil videre er Jonathan Nelson, en anden af selskabets chefer, blevet indsat som midlertidig erstatning for Doug Ramsey.