Fortsæt til indhold

Deutsche Bank indgår millionforlig i sag om forbindelser til Jeffrey Epstein, Danske Bank og russiske oligarker

Den tyske storbank Deutsche Bank har ved en domstol i New York indgået forlig i en sag vedrørende bankens forbindelser til blandt andet den afdøde sexforbryder og multimilliardær Jeffrey Epstein samt Danske Banks skandaleramte filial i Estland.

Deutsche Banks hovedkontor i finansbyen Frankfurt. Foto: AP/Michael Probst
Erhverv

Fredag indgik den tyske storbank Deutsche Bank forlig med en gruppe aktionærer, som i et gruppesøgsmål har sagsøgt banken for at tilbageholde informationer om, at bankens tilsyn med suspekte kunder var mangelfuldt. Forliget lød på 26,25 mio. dollars, hvilket svarer til cirka 200 mio. danske kroner. Det skriver Reuters

Ifølge aktionærerne, vidste banken godt, at tilsynet med kunderne var ineffektivt og at aktieprisen ville falde, hvis problemerne med tilsynet blev offentligt kendte. Alligevel handlede banken ikke, ifølge aktionærgruppen.

Blandt de mest prominente kunder, som Deutsche Bank endda selv havde vurderet til at have høj risiko, men altså ikke foretog yderligere tilsyn med, var blandt andet sexforbryder og nu afdøde erhvervsmand Jeffrey Epstein, Danske Banks skandaleramte filial i Estland, som var omdrejningspunktet i Danske Banks hvidvask-skandale samt en række russiske oligarker, heriblandt den tidligere ejer af fodboldklubben Chelsea Roman Abramovich.

Som en del af forliget nægtede den tyske storbank fortsat, at der skulle have været begået fejl og ønskede derudover ikke at give yderligere kommentarer.

Deutsche Bank blev i 2020 ikendt en bøde på over én milliard kroner af New Yorks finanstilsyn for dens forbindelser til Jeffrey Epstein og Danske Bank.

Artiklens emner
Banksektoren
Deutsche Bank