Hiver du sjældnere dankortet op af lommen? Så er du ikke den eneste
En ny undersøgelse viser, at et fåtal af danskerne vil hive større forbrugsgoder som tv og mobiler ned fra hylderne lige nu.
Hvad med et nyt tv eller en vaskemaskine?
Nej tak, svarer størstedelen af danskerne.
Kun fire pct af danskerne mener, at det er fordelagtigt at købe større forbrugsgoder lige nu, viser et nyt økonomisk tillidsbarometer som Epinion har foretaget for PwC.
Det kommer ikke bag på forbrugerøkonom Ida Moesby fra Nordea. Hun forklarer, at undersøgelsen afspejler, at de danske forbrugere er bekymret for de høje priser, og hvordan vinteren kommer til at blive med de høje energipriser.
For den enkelte danskere er det at spare, det helt rigtige at gøreForbrugerøkonom hos Nordea, Ida Moesby
»Det er positivt at høre, at danskerne holder igen med forbruget. Det er uheldigt for økonomien, hvis den går helt i stå, men for den enkelte danskere er det at spare, det helt rigtige at gøre,« siger Ida Moesby.
Derfor skal man lige overveje en ekstra gang om man behøver det nye tv eller en smart vinterjakke, forklarer hun og anbefaler, at man finder billigere alternativer eller helt lader være med at købe de store ting for i stedet at passe på sin økonomi.
Forbrugertilliden i Danmark er også styrtdykket de sidste par måned. I september er den med minus 32,1 pct på sit laveste nogensinde.
Danskerne ruster sig mod den dyre vinter, der kommer til at påvirke os megetForbrugerøkonom hos Nordea, Ida Moesby
At danskerne ikke er så købelystne og i stedet spænder livremmen ind viser tillidsbarometeret også. 41 pct. af danskerne forventer at spare flere penge op de næste seks måneder.
»Danskerne ruster sig mod den dyre vinter, der kommer til at påvirke os meget. Der er allerede mange, som har lagt deres liv og vaner om og skåret ned på udgifterne,« siger Ida Moesby om danskernes træng til at øge deres opsparinger.
Netop det faktum, at vinteren snart melder sin ankomst, får danskerne til at tænke på de større regninger, der venter forude. 64 pct. af danskerne forventer nemlig at skulle flere penge på bolig, el og opvarmning, der topper listen over danskernes merforbrug.
»Danskerne er meget bevidste om, at de står over for en øget regning til el og opvarmning, der hænger tæt sammen med den energikrise, som krigen i Ukraine var med til at udløse,« siger adm. direktør og senior partner i PwC, Mogens Nørgaard Mogensen.
Selvom Ida Moesby håber, at inflationen snart har toppet og begynder at flade ud, så skal man ikke regne med, at prisniveauet falder til et niveau, hvor det tidligere har været. Derfor gør danskerne klogt i at have et par ekstra kroner stående på kontoen.
»Selv hvis priserne fortsat stiger, og du derfor får det billigere nu, er det en god idé, at man i stedet prioriterer en økonomisk buffer, så man har lidt ekstra at stå imod med,« siger Ida Moesby.
Der er heller ikke foreløbig udsigt til, at tingene vender og forbrugsgoderne igen ryger ned fra hylderne.
»Der er svært at spå om fremtiden, men beregningerne viser, at man nok skal vente tre år eller mere før, at lønningerne har indhentet inflationen, og danskernes købekraft igen vender tilbage til det tidligere niveau,« forklarer forbrugerøkonom, Ida Moesby.

