Fortsæt til indhold

Hos Boligportal hører de aldrig fra lejere, der er bekymret for deres regninger - det gør de nu

Hos Boligportal mærker de, at lejerne er bekymret for vinteren og lejerne søger markant mere efter lejemål med energisparende løsninger.

Danske lejere er bekymret for de kommende måneders acontobetalinger. Arkivfoto: Martin Kierstein.
Erhverv

Vinter og en større varmeregning banker snart på døren hos danske lejere.

Det giver grund til bekymring hos både lejere og udlejere. Ingen af dem er klar over, om aconto-bidraget svarer til det nuværende forbrug med energipriserne, der hamrer derudaf.

Det betyder, at tusindvis af danskere risikerer at få et smæk på flere tusinde kroner, når vand- og varmeregningen lander i postkassen.

Hos Boligportal, der er Danmarks største udbyder af lejeboliger, kan den tydeligt mærke, at både lejere og udlejere er bekymrede.

»Før har aconto aldrig været en bekymring, og normalt bliver vi aldrig kontaktet ang. det, men det har ændret sig nu, hvor vi får mange henvendelser fra bekymrede lejere,« siger adm. direktør hos Boligportal, Anders Hyldborg.

Udsigten til en markant højere aconto-regning har størst konsekvens for de unge, som fx er på SU, og andre, hvor det økonomiske råderum ikke er så stort, forklarer direktøren.

Boligportal har eksisteret i mere end 20 år. Den matcher flest boliger med lejere i Danmark - mere end 100.000 om året. Derfor er bekymringen noget, som portalen prøver at tage hånd om, men det er ikke helt lige til.

Det bedste som lejer og udlejer kan gøre, er at kigge på udgifterne og få reguleret, hvad aconto kommer til at koste i fremtiden.

»Det er med at gøre det så hurtigt som muligt, så man ikke skubber en stor snebold længere ud i fremtiden,» siger Anders Hyldborg.

I 2022 er 51,2 pct. af de danske boliger beboet af en lejer, viser en beregning fra Dansk Ejendomsmæglerforening.

Lige nu kan Boligportal ikke se, at der flere lejere som bliver opsagt eller selv opsiger deres lejemål i forhold til normalen, men det billede kan godt ændre sig.

»Når der skal betales den her ekstra rate til aconto, kan det blive en anden sag, men lige nu er lejeren bekymret for, om de kan betale den højere regning,» siger direktøren hos Boligportal.

Portalen kan dog se, at lejerne i langt højere grad er begyndt at jagte lejemål med energisparende tiltag.

» I august har der været en markant stigning af søgninger på led-pærer, energi, og varmekilder hos vores brugere, når de søger efter lejemål,» fortæller direktøren.

Udover at de danske lejere har mere øje på energisparende tiltag, kigger de også mere på energimærker. Et godt energimærke er blevet et parameter, fordi man for mulighed for at bruge mindre varme og energi.

»Før har folk skævet til energimærkerne, men nu er det noget, som indgår i deres valg af lejebolig. Et bedre energimærke er med til at sikre ens økonomi lidt mere,« fortæller Anders Hyldborg.

Den 22. september vedtog Folketinget en lov, der sikrer et huslejeloft for private lejeboliger.

Loftet forventes at få betydning for ca. 160.000 lejeboliger i Danmark, der står til at blive ramt af meget store huslejestigninger. Loven indebærer, at huslejen ikke kan stige mere end fire pct. om året de næste to år.

Artiklens emner
Ejendomsbranchen
Boligportal.dk