Fortsæt til indhold

Danskerne forbereder sig på en kold vinter: Dansk webshop femdobler salget af varme hjemmesko

Den danske webshop The Cozy Sheep, der sælger varme hjemmesko, har femdoblet salget i september sammenlignet med samme måned sidste år. Danskerne vil holde fødderne varme med en kold vinter i sigte, lyder forklaringen fra virksomheden selv.

Adm. direktør og medejer i The Cozy Sheep Michael Jørgensen (tv.) og stifter og majoritetsejer af The Cozy Sheep Emil Lyng (th.). Foto: Casper Janning, Your Visuals.
Erhverv

En femdobling af salget af hjemmesko i september sammenlignet med samme måned sidste år.

Det er hvad den danske webshop The Cozy Sheep, som primært sælger ”hjemmefutter” i uld, kan konstatere efter en særdeles travl september. Det fortæller virksomhedens adm. direktør og medejer Michael Jørgensen til Finans.

»Det er helt vildt. Det er jo meget vildere, end vi havde forventet. Normalt har vi 90 pct. af omsætningen i oktober, november og december, så at vi allerede i september havde så travlt, havde vi slet ikke forventet. Vi er gået fra at sælge for 90.000 i august og ikke have nogen medarbejdere til at have ansat 10 mand og omsætte for 3,5 mio. i september,« siger han.

Og det er ikke kun for september, at tendensen fortsætter. Virksomheden regner med at tredoble salget for hele året sammenlignet med sidste år, og forventer derfor at sælge hjemmesko for 30 mio. kr. i år sammenlignet med 10 mio. kr. sidste år. Og ifølge virksomheden selv, er der en meget logisk forklaring på danskernes massive indkøb af varme hjemmesko.

»Vi sælger lige nu fem gange så mange hjemmesko som samme tid sidste år. Det er den samme hygge og bæredygtighed, vi putter ind i skoene, som vi plejer, så den eneste forklaring må være, at danskerne forbereder sig til en koldere vinter i år,« siger stifteren af virksomheden og majoritetsejer, Emil Lyng.

Virksomheden kan således også se, at flere af deres kunder skriver anmeldelser, hvor de beskriver hjemmeskoene som et »perfekt« sparetip i den kommende tid, hvor mange danskere går kolde efterårs- og vintermåneder i vente, fordi de skruer ned for varmen grundet de høje elpriser.

Den pågående energikrise kan således mærkes helt ned til valg af skomodel, fortæller Michael Jørgensen. Normalt står deres ”lave” model for to tredjedele af salget, men i år er det den ”høje” model, som står for størstedelen af salget. Endnu et vidnesbyrd om, at danskerne forbereder sig på at kunne holde varmen hjemme i stuerne, fortæller Michael Jørgensen.

»Vi tror, det er fordi, folk nu hellere vil have en høj hjemmefut, der varmer helt op om anklerne. Den lave er måske pænere, men nu prioriterer folk at have varme fødder. Der er desuden rigtig mange, som også vælger at købe vores uldsokker med. Det var der ikke tidligere. Det underbygger bare vores hypotese om, at folk gør klar til at have radiatoren på to i stedet for tre,« siger han.