Direktør forlader underskudsramte Jensens Bøfhus
Den flerårige direktør for restaurantkæden Jensens Bøfhus, Anders Nikolaisen, forlader nu sit job. Restaurantkæden har i flere år haft blodrøde tal på bundlinjen.
Direktøren for den velkendte restaurantkæde Jensens Bøfhus, Anders Nikolaisen, forlader nu det job, han har bestrædet i fire år. Det skriver Anders Nikolaisen selv på det sociale medie LinkedIn.
»Jeg forlader posten efter næsten fire super spændende og meget turbulente år. Jensens har på min vagt bevæget sig gennem økonomiske kriser, arbejdsmarkedskonflikter, pandemi og så videre,« skriver han.
Samtidig skriver den nu tidligere direktør, at han endnu ikke har et andet job på hænderne, men at der vil være »plads til mange kaffemøder«.
Anders Nikolaisens afgang fra direktørposten kommer som følge af et par tumultariske år for Jensens Bøfhus. Virksomheden har i flere år i træk haft røde tal på bundlinjen og kunne således præsentere et underskud på 12,6 mio. kr. sidste år. Året før lød underskuddet på 13,7 mio. kr.
Derudover var Jensens Bøfhus sidste år i konflikt med 3F, som også kostede millioner for virksomheden, idet de ikke kunne modtage lønkompensation som følge af konflikten.
I april i år valgte tre markante fynske finansfamilier således at poste et større millionbeløb i den før så populære restaurantkæde. Til gengæld for hver at lægge 15 mio. kr. overtog familierne Bøgh-Sørensen, Østergaard og Gundersen større andele i selskabet, så de i dag hver ejer en fjerdedel og tilsammen altså tre fjerdedele af restaurantkæden.


