Tattoodo går i rekonstruktion
Verdens største tatoveringsplatform er netop blevet sendt i rekonstruktion efter flere år med negativ egenkapital og større milliontab.
Det danske selskab Tattoodo har siden sin spæde start haft røde tal på bundlinjen - og nu går den ikke længere for tattoofirmaet, der netop er blevet sendt i rekonstruktion.
Det fremgår af cvr-registret.
Tatoveringsplatformen, der har kronet sig selv som den største i verden, har en række kendte navne med om bord.
Aktuelt er både Hummel-ejer Christian Stadil, arkitekt Bjarke Ingels, skuespiller Nikolaj Coster-Waldau og tidligere fodboldspiller Daniel Agger en del af holdet. Også erhvervsmanden Peter Warnøe har skudt millioner i Tattoodo gennem fonden Nordic Eye.
Derudover er Danmarks største venturefond, Seed Capital, også med i foretagendet.
Men den stjernespækkede ejerkreds har altså ikke været nok til at få stablet en overskudsforretning på benene.
I seneste regnskabsår havde Tattoodo et underskud på knap 14,5 mio. kr., hvilket trods alt er en lille fremgang fra 2020, hvor underskuddet lød på 21,4 mio. kr.
Firmaet, der har 16 mio. følgere på Facebook og knap 4 mio. følgere på Instagram, har aldrig nogensinde haft et positivt resultat på regnskabsfronten, og nu er egenkapitalen altså også helt nede at skrabe bunden.
De seneste to år har egenkapitalen ligget på negative 7 mio. kr.
»Virksomheden er afhængig af en kapitalrekonstruktion for at fortsætte driften,« skrev ledelsen i seneste regnskab med henvisning til forventninger om et negativt resultat i 2022.

