Bryder han sin karantæne? Jesper "Kasi" Nielsen kalder sig igen direktør
Jesper "Kasi" Nielsen er i øjeblikket under konkurskarantæne, men har sammen med sin familie kastet sig over et nyt smykkeeventyr.
Erhvervsmanden Jesper ”Kasi” Nielsen har nu overstået det første af to år under sin konkurskarantæne.
En konkurskarantæne betyder formelt, at han i to år ikke må sidde i ledelsen af en dansk virksomhed.
Alligevel kan man nu se Jesper Nielsen underskrive sig som CEO for den nye smykkevirksomhed Superbrand Jewelry. Bag det nye smykkebrand står det danske selskab True Friend ApS med Jesper Nielsens svoger Søren Colding som ejer.
Søren Colding står også opført som direktør for True Friend i cvr-registeret, selvom Jesper Nielsen altså underskriver sig som adm. direktør for det smykkebrand, som True Friend dækker over.
Men bryder Jesper ”Kasi” Nielsen derfor den konkurskarantæne, som han i øjeblikket er pålagt?
Det er et kompleks spørgsmål, fortæller flere advokater med speciale i konkurser.
Skåret ind til benet er det ligegyldigt, hvilken titel en konkurskarantæneramt person bærer. Det er den reelle funktion i virksomheden, der er afgørende.
»Jesper Nielsen skal være den reelle ledelse, hvis der skal være et brud på konkurskarantænen,« siger Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten, som har været kurator i en lang række af Kasi-familiens konkursramte selskaber.
Han understreger, at han ikke holder øje med, om konkurskarantæner bliver overholdt. Det er op til myndighederne.
En kilde med speciale i konkurser fortæller dog, at der er en bevismæssig udfordring i at sandsynliggøre, at man ikke er en del af ledelsen, når man har en titel, som indikerer reel ledelseskraft.
Jesper ”Kasi” Nielsen oplyser, at han er direktør i et spansk selskab relateret til Superbrand Jewelry, og at han derfor ikke bryder konkurskarantænen. Men ellers har Jesper Nielsen ikke yderligere kommentarer.
Jesper ”Kasi” Nielsen har de seneste år været involveret i en stribe konkurser og gik endda selv personligt konkurs.