Inflationen fortsætter sin himmelflugt og rammer den højeste stigning siden 1982
Forbrugerpriserne er steget til historiske højder og rammer 10 pct. i september.
Inflationstallene er de højeste i flere årtier, og himmelflugten fortsætter.
Forbrugerpriserne i september steg med 10 pct. i forhold til året før. Det er den højeste stigning siden 1982, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Til sammenligning lå inflationstallene i august på 8,9 pct.
»Med den her inflation skal en gennemsnitlig dansk børnefamilie have omkring 45.000 kr. mere op af lommen i årligt forbrug. Og det er rystende nok ikke, fordi de køber mere, men helt og alene fordi priserne er steget,« skriver Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank i en kommentar.
Han tilføjer, at det ikke kan undgå at påvirke forbruget.
Økonomernes vurdering af, hvor meget dyrere det bliver at være dansker, varierer. Gennemsnitligt ligger deres vurdering af den årlige stigning på 39.600 kr - eller 3.300 kr. om måneden.
Det er særligt prisstigninger på varer, der har skabt stigningen i forbrugerpriserne. Varer er i gennemsnit steget med 15,9 pct. det seneste år. Det er den højeste årsstigning på varer siden juni 1980.
Men også energipriserne er steget kraftigt. Det er med til at presse priserne i vejret, skriver Jeppe Juul Borre.
»Energipriserne hopper og danser og er med til at definere retningen for inflationen. Der er fortsat udsigt til brede prisstigninger for danskerne, hvor stadig mange virksomheder forventer at hæve priserne over den kommende tid.«
Detailhandlen forventer, at mere end halvdelen af virksomhederne vil hæve priserne over de kommende tre måneder. I industrien er det næsten 3 af 10 virksomheder, der regner med at hæve priserne indenfor samme tidsramme.
I øjeblikket er der en række faktorer, der kan begynde at trække priserne i den anden retning, påpeger Jeppe Juul Borre. De globale fødevarepriser bløder op som følge af, at Ukraine igen sejler korn ud fra nogle af sine havne.
Cheføkonom i Dansk Industri, Allan Sørensen, er enig i, at alt ikke ser helt sort ud.
»Den gode nyhed er, at priserne på el og gas er faldet kraftigt her i starten af oktober. Det vil lette en del af presset på danskernes el- og varmeregninger,« skriver han i en kommentar til Finans.
»Priserne på olie og mange råvarer som eksempelvis stål, aluminium, kobber, træ og hvede er faldet over de seneste måneder. De faldende råvarepriser giver et håb om, at vi snart har set inflationen toppe,« tilføjer han.



