Spådom: Nu bliver inflationen ikke værre
De grimmeste gasregninger bør være overstået, og hvis der er penge til overs i madkassen, vil der formentlig være gode tilbud i butikkerne til Black Friday og jul, spår økonomer.
Det skal nok blive jul igen i år, og måske er der endda masser af tilbud i vente på de store shoppingdage i de kommende måneder.
Således trøster økonomer - som dog også varsler fortsatte høje priser i temmelig lang tid efter den højeste inflation siden 1982, altså 10 år før vi vandt EM i fodbold.
»Prisstigningerne bliver i hvert fald ikke værre, så jeg tror, at inflationen er toppet. Og måske kommer der endda snart prisfald på nogle produkter som f.eks. luksusvarer og elektronik, f.eks. når vi når frem til Black Friday« siger Niels Rønholt, cheføkonom i Jyske Bank.
Mandag kom der tal for inflationen i september, og de viste en hæsblæsende stigning i det samlede indeks for forbrugerpriser på 10 pct.
Det betyder ifølge Nordea, at selv hvis priserne ikke stiger mere, kommer en gennemsnitsfamilie med to børn til at bruge næste 35.000 kr. mere end sidste år på at holde det samme forbrug.
»Det er en uhørt stigning,« konstaterer cheføkonom Helge Pedersen.
Det er især energipriserne, der trækker op med samlet 73 pct., fordi el og gas er blevet så meget dyrere.
Men en del af det er efterslæb fra prisstigninger på råvarer.
»Den stigning, vi så i september, sker især på baggrund af en forsinket effekt fra råvarepriser på el og gas i august. Men de priser er faktisk faldet siden, og det fald skulle gerne komme med i oktober,« siger Niels Rønholt.
Det betyder også, at de hårdt ramte gaskunder kan håbe på, at den næste regning bliver lavere. Men der vil formentlig stadig være tale om betydeligt højere priser end for et år siden.
Også Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom fra Danske Bank, finder lyspunkter i de ellers dramatiske tal.
Den såkaldte kerneinflation, som renser inflationen for prisstigningerne på energi og uforarbejdede fødevarer, steg ”kun” med 5,9 pct., hvilket er lidt mindre end i sidste måned.
»Overordnet ser vi, at noget af det underliggende prispres fra en økonomi, der er gået godt, begynder at aftage. Desuden ved vi, at elpriserne faldt meget kraftig i september, og det slår igennem i oktober. Så grundlæggende mener vi også, at vi hen mod slutningen af i år nærmer os toppen for inflationen,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.
Hun vil ikke gætte på, hvor hurtigt inflationen så falder.
»Det afgørende for prisudviklingen er også, hvad der sker med efterspørgslen. Indtil videre har vi ikke set noget markant fald i privatforbruget, og det er usikkert, hvor gode vi bliver til at skrue ned for energiforbruget,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.