Fortsæt til indhold

Danske Christina Sulebakk er en af verdens mest magtfulde mediekvinder

Christina Sulebakk har kun bestredet sin stilling hos mediegigant Warner Bros. Discovery i knap et halvt år, men er allerede strøget ind på listen over de mest magtfulde kvinder i branchen.

Danske Christina Sulebakk er general manager hos Warner Bros. i Norden. Foto: PR.
Erhverv

Det er anden gang, at det sker, men det er ikke desto mindre en lige så stor ære som første gang.

Sådan beskriver snart 46-årige Christina Sulebakk dét at være landet på listen over verdens mest magtfulde kvinder i underholdningsbranchen.

»Jeg er så heldig at blive optaget én gang til. Det er et kæmpe privilegie. Det er en liste, der er rigtig fin at være på - særligt fordi der er fokus på kvinder i branchen både foran og bagved kameraet,« siger hun indledningsvist.

På listen, der er udarbejdet af det amerikanske medie The Hollywood Reporter, er den danske general manager for Warner Bros. Discovery i Norden strøget ind på en 14. plads.

Christina Sulebakk, der startede i stillingen tilbage i juni, bliver af mediet beskrevet som kvinden, der »klarede sig gennem stormen« hos Warner Bros. Discovery, som tidligere på året bl.a. offentliggjorde en omfattende spareplan.

»Det føles rigtig dejligt at blive nævnt på listen, men også lidt surrealistisk, fordi jeg jo sidder her hjemme i Danmark og drifter på noget internationalt. Jeg er smigret og jeg nev mig lige lidt ekstra i armen,« siger hun selv.

Hvorfor tror du, at du er landet på listen?

»Jeg har selvfølgelig arbejdet rigtig meget i streaming med bl.a. international strategi, hvor jeg f.eks. var med til at udbrede HBO Max i Latinamerika. Det er garanteret i det regi og gennem mit internationale arbejde, at jeg er kommet i deres søgelys,« fortæller Christina Sulebakk og tilføjer:

»Og så vandt jeg også en pris for Women in Media på Series Mania, der er en stor filmfestival i Lille.«

Christina Sulebakk er ansat som såkaldt general manager, hvilket kort fortalt betyder, at hun har det organisatoriske og administrative ansvar for størstedelen af de forskellige brands, der hører under fusionsselskabet Warner Bros. Discovery, herunder bl.a. Discovery+, HBO Max og også biograffilm.

»Jeg har brugt rigtig meget tid de første 100 dage her på at få styr på sammenslutningen af Warner Media og Discovery, der jo var to mediegiganter. F.eks. sætte et nyt ledelsesteam og at skabe en ny operationel model - altså, hvor er det, vi tjener penge og hvad er vores strategier,« fortæller hun og understreger, at hun glæder sig til at se, hvad fremtiden bringer i det nye mediehus.

Artiklens emner
Mediebranchen
Warner Bros.