Har næsten 100 ansatte: Social Foodies går konkurs
Social Foodies er gået konkurs, efter en rekonstruktion mislykkedes.
Den danske iskæde Social Foodies må nu dreje nøglen om.
Det fortæller advokat Nicolai Dyhr fra Horten, der de seneste måneder har forsøgt at få Social Foodies til at overleve gennem en rekonstruktion.
Den er nu mislykkedes, og selskabet Social Food Danmark ApS blev mandag taget under konkursbehandling.
Franchisebutikker under Social Foodies-kæden i Aarhus og på Frederiksberg i København er ikke omfattet af konkursen.
»Vi havde fundet nye, eksterne investorer, der ville indskyde et pænt millionbeløb. Men kreditorerne ønskede ikke denne løsning, hvorfor selskabet nu er erklæret konkurs. Der er igangsat en åben budrunde på de aktiver, der tilhører konkursboet. Alle er velkomne til at byde ind,« siger Nicolai Dyhr.
Ifølge retsdokumenter havde kreditorer i midten af september anmeldt gæld for 11,6 mio. kr. hos Social Foodies Danmark. De største kreditorer er Vækstfonden og Gældsstyrelsen, begge med millionbeløb ude at hænge.
Både i 2020 og 2021 optog Social Foodies coronalån fra staten, som skulle betales tilbage i april tidligere i år.
Andre retsdokumenter viser, at Social Foodies Danmark fra årets begyndelse og frem til den 18. september havde et overskud for perioden på næsten 600.000 kr.
Social Foodies beskæftiger næsten 100 ansatte og blev stiftet i 2013 af Thor Thorøe. Han er også kendt som manden, der grundlagde Paradis Is.
Tidligere har Thor Thorøe fortalt, at Social Foodies skulle ekspandere voldsomt i Danmark og åbne i udlandet.
Han er største medejer i en bred ejerkreds. Derudover er fagforeningen Lederne også blandt ejerne bag Social Foodies, som slår sig op på at være en socialøkonomisk virksomhed, der støtter bæredygtige projekter og prøver at forbedre forholdene for småbønder i Afrika.
Social Foodies’ årsregnskab for 2021 bød på et underskud efter skat på 3,2 mio. kr. Det gjorde egenkapitalen negativ med over 5 mio. kr., og selskabets revisor rejste betydelig tvivl om den fortsatte drift.
Af retsdokumenter fremgår det også, at Social Foodies valgte at gå i rekonstruktion, fordi selskabet ikke selv troede, at det kunne betale sine regninger, efterhånden som de forfaldt. Dette grundet en begrænset likviditet.