Europa kan ende med at fryse, selv hvis gaslagrene er helt fyldt, siger Gazproms adm. direktør
Et forvarsel lyder fra den russiske gasgigant Gazprom. Selvom Europas lagre måtte være helt fyldt til vinter, kan det ende med, at europæerne må fryse sig gennem de heftigste vinterdage, lyder det fra den adm. direktør i Gazprom, Alexey Miller.
Selv med fyldte gaslagre, kan Europa ende med at fryse sig gennem vinteren.
Sådan lyder det fra Gazproms adm. direktør, Alexey Miller, skriver Bloomberg.
Ifølge direktøren kan Europa komme til at mangle omkring 800 mio. kubikmeter naturgas per dag. Gazprom har før krisen leveret mellem 600 mio. og 1,7 mia. kubikmeter gas per dag i vinterperioderne med størst efterspørgsel, siger Alexey Miller.
»Selvom vinteren måske er relativt varm, kan der være én uge eller bare fem dage, der bliver usædvanligt kolde. Det er muligt, at hele byer og områder, gud forbyde det, vil fryse,« siger han.
Gas udgjorde i 2021 21,5 pct. af EU’s energiforbrug, og 80 pct. af den gas var importeret. Det gør Europa utroligt afhængige af gassen, der i stor stil importeres fra Rusland.
Europas gaslagre er 91,3 pct. fyldt, og det ruster i udgangspunktet Europa bedre mod manglen på importeret gas fra bl.a. Rusland. Det er blevet endnu mere aktuelt efter Ruslands invasion af Ukraine, der vendte op og ned på Europas energisituation.
EU’s mål for, hvor meget gaslagrene skal fyldes inden 1. november, er 80 pct. Det kan derfor lyde som om, Europa i øjeblikket er godt stillet, hvis vinteren bliver ekstra kold i år.
Det forhindrer dog ikke Gazproms direktør i at komme med en dyster forudsigelse om 2023 og ’24. Han spørger retorisk, hvad der vil ske, når først gaslagrene slipper op. Europa har måske gas nok denne vinter - men hvad med i 2023 og ’24?
Han fastslår, at det med tiden vil vise sig, at energikrisen ikke bliver kortvarig.


