Langt flere danskere holder ferie på hjemmebanen
Danskerne har ikke svigtet den hjemlige turisme, selvom det i denne sommer igen var muligt at rejse til udlandet.
Danskerne har i stor stil holdt ferie i Danmark i denne sommer, selvom åbne grænser igen tillod rejser til udlandet.
Mange har da også benyttet sig af muligheden og er draget udenlands. Men en stor gruppe er enten blevet i Danmark eller har holdt ekstra ferie herhjemme.
Det viser en minianalyse, som Horesta, der er brancheorganisation for hoteller og restauranter, har udarbejdet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
Ifølge tallene var antallet af danske overnatninger i juni, juli og august markant højere end i samme periode i 2019, før covid-19 medførte restriktioner og i perioder lukkede grænserne.
Samlet foretog danskerne 14,4 pct. flere overnatninger på hoteller, feriecentre, campingpladser og i sommerhuse, vandrehjem og lystbådehavne.
Der var fremgang for samtlige overnatningsformer, men det er især hoteller, som har nydt godt af den voksende indenlandske turisme. Her er stigningen på omkring 26 pct.
Især badehoteller har haft massiv fremgang, men der er også flere danskere, som har valgt at overnatte i København og andre byer. Feriecentre og vandrehjem har haft vækst på op mod 20 pct.
Ifølge Horesta er der flere årsager til, at danskerne ikke har svigtet de hjemlige feriesteder, selvom de har haft mulighed for at rejse ud.
Mange har således haft gode oplevelser med at holde ferie i Danmark i 2020 og 2021, da udrejsemulighederne var begrænsede. Derfor har de været mere tilbøjelige til at blive på dansk grund.
Organisationen peger også på, at mange har følt sig mere trygge ved at slappe af på hjemlige breddegrader, hvor alle restriktioner var ophævet. Nogle feriesteder i Europa havde i sommer fortsat krav om mundbind, mens der fortsat er rejsemål i f.eks. Asien, som er lukkede eller besværlige at rejse til.
Endelig har mange familier ikke brugt feriebudgettet i årene, hvor coronakrisen hærgede. Så de har generelt haft flere penge på feriebudgettet, og nogle af dem er brugt i Danmark.